Nu går det lidt for stærkt....

Siden jul har der været nogle mere eller mindre halvhjertede blogindlæg herfra.
Mellem jul og nytår stak canceren nemlig endnu engang sit grimme fjæs frem.
Jeg opdagede en knude på halsen.
Forrige uge var jeg så igennem alle de sædvanlige ubehagelige undersøgelser : biopsi, blodprøver, ny biopsi, blodprøver, CT-skanning, MR-skanning,blodprøver, ny CT-skanning og PET-skanning, så jeg er såmænd blevet undersøgt fra isse til hæl:-)
Torsdag (i forgårs) skulle Michael og jeg så have resultatet og en
behandlingsplan. Og resultatet var desværre noget værre end forventet.
Ikke nok med at der er en ondartet svulst i munden, på halsen og i den ene
balle(af alle steder - hvorfor så lige dér:-) Canceren er desværre også
gået i knoglerne og i ryggen.
Derfor vil man ikke operere mig - det kan ikke betale sig, som de siger.
Kynisk kan man mene - men sådan er det.
Det man tilbyder er kemoterapi, der måske kan give lidt mere tid.
Selv om jeg har vidst, siden jeg for 10 år siden fik konstateret
brystkræft, at det var den vej, det ville gå, så kommer det alligevel
meget overaskende og som et chok, at nu er der lige pludselig ikke ret
meget tid.
Det er ikke rigtig noget, man kan forberede sig på.
Lige pludselig sker alting lidt for hurtigt.
Der er forfærdelig mange tanker, der myldrer rundt i hovedet, og
følelserne skifter konstant med lynets hast.
Jeg reagerer først og fremmest med vrede - har lyst til at sparke og slå
på nogen eller noget. Jeg synes det er uretfærdigt - at alle de slemme
strålebehandlinger, og alt det andet jeg var igennem sidste år(og også før
det) slet ikke har hjulpet. Jeg er også uendelig ked af det og har grædt
og grædt - utroligt at man kan rumme så mange tårer. Heldigvis smed min
psykolog alle andre patienter på venteliste, så jeg kunne komme til akut i
går, hvor jeg så græd endnu mere og brugte næsten alle hendes Kleenex :-)
Det sværeste har været at fortælle det til børnene.
Jeg har altid sagt, at jeg ikke ville have kemoterapi, men når det er det
eneste tilbud, tager jeg selvfølgelig imod det. Det er imidlertid med
noget blandede følelser, for jeg er simpelthen hunderæd for det. Det er
jeg, fordi jeg så min far dø under frygtelige lidelser, da han var midt i
en kemokur(han havde leukæmi), og det står stadig som et skrækscenarium
for mig at ende på samme måde. Og så kan jeg næsten ikke bære at tænke på,
at jeg måske mister mit hår(ja- det er sgu besynderlige ting, der fylder i
hovedet), og man kan mene, at det er en mindre ting. Men - jeg har altid, altid haft langt hår - jeg kan slet ikke forestille mig mig selv uden.
Ellers har jeg ikke i sinde at foretage store og drastiske ændringer. Jeg
elsker jo mit liv som det er nu. Jeg vil måske se mine børn og børnebørn
lidt oftere, og jeg vil prøve at få noget mere fysisk aktivitet ind i
hverdagen. Jeg måtte jo desværre melde fra fitness-kurset pga alt det her,
men det må være muligt at finde noget, der ligesom vandgymnastik ikke er
alt for belastende for ryg og ben.
Jeg har heller ikke tænkt mig, at der skal ske de store forandringer her på bloggen. Der vil nok komme lidt sygdomsrelaterede indlæg og også lidt klynk i ny og næ, for godt nok er jeg sej - men ikke hele tiden, så I må bære lidt over og bare vælge de kedelige indlæg fra.
Her vil stadig være masser af strik og hvad der ellers optager mig - forhåbentlig også stadig noget humor:-)
Det er lidt flovt, men nu skriver jeg det alligevel.
En af de første tanker, der røg igennem mit hoved, da jeg havde sundet mig lidt var: " F... osse - hvis ikke jeg når at fejre min 60 års fødselsdag(om 2 år), så vil jeg snart holde en fest". Man er vel ikke for ingenting gammel partypige, der elsker at fyre den af:-)
Så Michael og jeg har allerede aftalt, at vi holder en fest til sommer i vores nyrenoverede have:-)
Som slutning på dette triste indlæg vil jeg derfor gerne have lov til at citere kloge Liselotte - jeg kunne ikke selv formulere det bedre: " Man skal huske at leve livet, mens man har det."