Mere gift - tak!

Indtil nu har jeg fået 6 kemobehandlinger med epirubicin og efterfølgende en ny MR-skanning. I går var så dagen for en lægesamtale omkring, hvordan behandlingen har virket og hvad der videre skal ske.
Både Michael og jeg har været ret nervøse den sidste uges tid, for hvad nu hvis det slet ingen virkning har haft ?
Heldigvis startede den søde kvindelige læge(mine sædvanlige to læger havde sørme formastet sig til at holde sommerferie!) med at sige, at det hele så fint ud. Kemoen ser ud til at have virket og kræften i knoglerne holder sig i ro.
De fire store stråledoser jeg fik på hals/mund har fuldstændig fjernet kræften i min mund og den 5 cm store svulst på halsen, og det er jeg virkelig, virkelig glad for. For det første er sådan en stor knude meget synlig og for det andet er kræft i munden yderst generende.
Jeg har tabt 10 kg! Min gang på jorden er blevet så meget lettere:-)
MEN! For der er selvfølgelig også et men - jeg har stadigvæk store spiseproblemer. Jeg er meget, meget tør i min mund og kan kun spise ting med meget sovs og dressing for at få det til at glide ned. Der er rigtig mange ting jeg slet ikke kan lide, fordi de smager helt forkert - jeg kan f.eks ikke spise kød mere - lidt fisk og kylling er hvad det bliver til.
Jeg har mistet alt mit hår, mine øjenbryn og mine øjenvipper. Det kan synes som en latterlig lille ting, men jeg er altså rigtig, rigtig ked af det.
Desuden er jeg lige for tiden helt utroligt træt og uoplagt. Det tærer virkelig på kræfterne at kroppen gang på gang bliver bombet tilbage, og jeg er selv ved at være meget træt af det hele. Jeg har ikke så meget overskud mere.
Den videre strategi - det som lægerne anbefaler/tilbyder er tre gange kemo/epirubicin mere. Jeg var ikke sen til at indvillige : "Mere gift - tak!" Det kan jo kun forbedre resultatet:-)
MEN! Det er så også nu jeg bliver nødt til at sluge adskillige kameler og bede familie, venner og bekendte om hjælp, støtte, opmuntring og moralsk opbakning til at klare at gennemstå denne sidste hårde hurdle.
Jeg er ikke god til at bede om hjælp. Jeg vil helst kunne det hele selv, og det har jeg også næsten kunnet indtil nu. Jeg vil helst tænke positivt, være sej, stærk og glad og ikke klynke, men nu er jeg altså ved at køre træt. Alligevel håber og tror jeg, at jeg lige kan klare disse her tre omgange også :-)
Og så lige en stribe billeder af alle de yndigheder, der hver morgen møder mine øjne, når jeg træder ud på terrassen:-)