Et spinkelt håb

Halvandet års uafbrudt sygdom.
Opslidende og udmarvende stråle- og kemobehandlinger.
Nederlag på nederlag på nederlag.
Da mit lårben så brækkede først i december kunne jeg bare ikke mere.
Jeg tror, jeg fik et mindre sammenbrud.
I starten forsøgte jeg at skjule det for familie og venner.
Et par dage inde i det nye år, gik det helt galt.
Jeg mistede mit gode humør.
Jeg mistede lysten til både at blogge og strikke - ja til alt - og bare græd og græd hele dagen.
Jeg kunne simpelthen ikke komme op af det sorte hul jeg befandt mig i.
Det er imidlertid helt overvældende, at der er så mange dejlige mennesker rundt omkring mig, der gerne vil hjælpe og støtte. Jeg er bare ikke god til at bede om hjælp eller tage imod hjælp.
Det er så rørende og helt fantastisk, at der er så mange, der gerne vil hjælpe, støtte og bede for mig, og så skulle jeg da være et skarn, hvis ikke jeg forsøgte at tage mig sammen og mønstre en smule optimisme.
På mandag starter jeg en ny skrap kemo-kur, men tør næsten ikke håbe på, at den virker.
Jeg vil forsøge så småt, at komme i gang med at blogge igen og også kommentere på Jeres indlæg, som bestemt er blevet læst hver dag:-)
Humøret er stadig ikke det bedste og tårerne flyder stadig let.
Det tager tid at kravle op af det hul, men min stædighed er ved at vende tilbage, så på et eller andet tidspunkt skal det nok lykkes.
I morgen kommer mine kære strikkesøstre - de plejer nok at kunne muntre mig op:-)