Livet er ikke lutter lagkage

Det her er nok det sværeste blogindlæg, jeg nogensinde har skrevet!
Forud er der gået mange og lange overvejelser om, hvorvidt jeg overhovedet skulle skrive det eller ej. Men det fylder så meget i mit liv lige nu, at jeg synes, det er nødt til at skulle med.
Da jeg for tre år siden startede min blog, tænkte jeg meget over, hvordan den skulle være og hvad jeg ville skrive. En blog må gerne være personlig men aldrig for privat - det er en hårfin balance. Jeg startede min blog umiddelbart efter en svær sygdomsperiode(som en slags terapi), men besluttede at sygdommen ikke skulle fylde på bloggen. Det skulle derimod alle de lyse og gode ting, da min tilgang til livet er overvejende glad og positiv. Det måtte på ingen måde blive en brokke- eller klynkeblog.
Det her indlæg handler imidlertid både om sygdom og brok, så nu er det tid at springe fra for dem, der ikke gider læse den slags!
I december 1999 fik jeg konstateret brystkræft. Jeg blev opereret i januar 2000 og fik efterfølgende strålebehandling og medicinsk behandling.
Fem år efter blev jeg erklæret "rask", som man nu gør, og skulle kun gå til kontrol en gang om året.
For tre år siden vendte sygdommen tilbage, og jeg måtte igennem to store operationer. Anden gang kræften slog til var rigtig hårdt - ikke mindst fordi jeg selv havde haft på fornemmelsen, at der var noget galt. To gange var jeg til ekstraundersøgelse og to gange fik jeg den besked af to forskellige læger, at der var ingenting og "at jeg skulle lade være med at røre så meget ved mig selv!". Da jeg endelig blev taget alvorligt, havde knuden vokset sig 8 cm stor. Der kan skrives meget mere om alt det kludder, fejl og sløseri der var for tre år siden, men det vil jeg ikke trætte Jer med. Jeg kom endnu en gang igennem sygdommen bl.a ved hjælp af min blog og ved at læse andres inspirerende blogge, som altid kan få drejet mine tanker i en mere positiv retning.
I tirsdags var jeg til min halvårlige rutinekontrol på Onkologisk Afd, og næsten lige med det samme, finder lægen en pænt stor knude ved kravebenet på halsen.
Denne gang var jeg helt uforberedt, og den første tanke, der fløj igennem mit hoved var meget egoistisk, at det var dybt uretfærdigt, at jeg nu skal igennem det hele for tredje gang.
Fire operationer, strålebehandling og fire forskellige slags medicinsk behandling, der giver nogle meget ubehagelige bivirkninger - er det ikke nok?
Jeg synes, jeg har fået min andel af sygdom og sorg.
Bagefter blev jeg selvfølgelig ked af det og rasende og ked af det....
Nu venter jeg så på at komme til ultralydsskanning og få foretaget en biopsi, så man kan fastslå om knuden er godartet eller ondartet. Tålmodighed er ikke min største dyd, så det er simpelthen skrækkeligt at gå og vente og urimeligt at hospitalerne har så langsommelig en sagsbehandling.
Egentlig skulle jeg have været på kursus med Christel Seyfarth i dag, men jeg orker simpelthen ikke. Jeg kan ikke koncentrere mig og har også brug for bare at være sammen med min familie.