mandag den 18. juni 2012

Garn-Paradiset

Tak for alle Jeres søde kommentarer ! Jeg vil med sindsro og uden spor dårlig samvittighed nyde en hindbærsnitte fra Schweizerbageriet til min eftermiddagsthe i dag :-) Siden jeg første gang hørte om, at der blev planlagt strikkefestival i Silkeborg, har jeg tænkt, at der ville jeg bestemt deltage alle dagene. Sådan blev det så ikke. Der var ikke rigtig nogen, der kunne være støttepædagog for mig :-) Jeg kunne selvfølgelig bare have kørt til Silkeborg alene, men jeg turde ikke risikere, at sidde i Silkeborg og være alt for træt til at køre bilen hjem. Endnu en gang forbarmede Ærkeenglen sig over mig og agerede chauffør lørdag formiddag. Det blev så bare til et lille besøg i Lunden, men et hyggeligt ét. Jeg havde et meget presserende ærinde i Silkeborg. Jeg skulle have nogle flere af Birthe Sahls skønne keramikknapper. Jeg er ved at strikke Kim Hargreaves "Wisdom" - en enkel og klassisk Chanel-inspireret trøje/jakke. Holdt jeg mig til det klassiske look skulle der helt enkle perlemorsknapper i trøjen, men jeg kan jo godt lide det lidt skæve, så jeg har valgt grønne keramikknapper med en smal beige kant. Jeg turbo-strikker for at blive færdig, for jeg tror, trøjen bliver rigtig fin. Der kom selvfølgelig også lidt mere med hjem:-) Arne & Carlos nye bog "Strikkedukker" - de er da bare for søde. Lidt Blomsterfrø-bomuldsgarn fra Tante Grøn til babytøj, og Lerke merino/bomuld fra Dale-garn købte jeg hos Bettekun. Det er der ikke billede af, men det er det næste, der kommer på pindene. Som altid stiger humøret betragteligt, når jeg er omgivet af garn og garnglade(gale) kvinder. Og så er det frygtelig hyggeligt at møde andre bloggere.

søndag den 17. juni 2012

Nedtrykt

Laaang blogpause. Jeg har simpelthen ikke haft lysten til at blogge, selv om der er masser af blogindlæg, der trænger sig på. Det er nok ofte et glansbillede af mit liv jeg viser verden udadtil, ellers ville bloggen nok også blive forfærdelig trist at læse. Jeg prøver på, at holde sygdommen ude af bloggen, men den er så stor en del af mit liv, at en gang imellem er jeg nødt til at skrive lidt om den. Sandheden er, at det er ufattelig hårdt at leve med en uhelbredelig cancersygdom. Bag bloggen bliver der grædt syndfloder af tårer. Det er hårdt at holde gejsten oppe - at være positiv og optimistisk. Nogle gange kan jeg næsten ikke mere. Jeg bliver forfærdelig ked af det, når det bliver antydet, at det er min egen skyld, at jeg er syg. Jeg skulle ikke have røget eller drukket rødvin. Jeg skulle have levet mere sundt og dyrket mere sport. Men jeg bliver frygtelig vred, når samme personer ikke under mig et enkelt glas vin hver 14. dag ejheller det daglige stykke kage, som stort set er den eneste mad, der smager "rigtigt". Som om disse små synder gjorde nogen som helst forskel! Jeg har fået en ny omgang med 3 gange taxotere-kemo. Ny skanning. Vente- vente på svar, der desværre viste, at nu duer den her gift heller ikke mere. Jeg er straks blevet sat over på en ny slags kemo - nu hedder giften vinorelbine. Det er den fjerde slags jeg prøver, og det eneste jeg drømmer om, er at få en kemofri pause, hvor jeg kan komme en tur ned i varmen til mit elskede Italien. Lige nu trænger jeg til små oplevelser, adspredelser og overraskelser. Endnu en gang må jeg prøve at hive mig selv op i mit tynde, pjevsede hår:-) Det skal nok lykkes - igen! Livet er jo skønt - næsten uanset hvad:-) I får lige et billede af én af mine engelske roser, der lige er sprunget ud. De er lige så yndige som sidste år og dufter helt vidunderligt.

onsdag den 6. juni 2012

20 år

Sådan en kæmpestor smuk buket får man af sin elskede Ærkeengel, når man har været gift i 20 år :-)

mandag den 4. juni 2012

Bolero/bluse i håndfarvet garn

Jeg valgte blomsterknapperne til den lille bluse, fordi jeg synes de passede bedst til sådan en lille, romantisk, nostalgisk sag:-) Jeg er meget tilfreds med den. Garnet var en fornøjelse at strikke med og resultatet blev rigtig fint. Garnet er en blanding af 50% bomuld 45% alpaca og 5% polyamid, og det ændrede sig overhovedet ikke i vask. Det er bestemt ikke sidste gang jeg strikker af Julias garn. Blusen er også meget anvendelig - som sommerbluse nu og til vinter med en langærmet T-shirt indenunder. FAKTABOKS: Design: Egen opskrift Garn: Knit me alot fra Julia Garn fra lager: Ja Anvendt: lige knap 300 gram Farve: Viola Købt hos: Julia Pinde: Addi rundpind 3 1/2 Str.: Min

fredag den 1. juni 2012

Så blev det juni

... og se lige hvad vi skal have til aften! Åh - de skal nydes:-)
Ærkeenglen købte for sjov tre specielle kartoffelpotter. Der er en yder og en inderpotte. Den inderste potte kan løftes op, så man kan "plukke" kartoflerne og derefter sætte planten ned igen og lade den gro videre. Der kan være tre kartoffelplanter i hver potte. Det er selvfølgelig ikke det store udbytte man får, så vi har også kartofler på friland. Men det er da fantastisk at man kan høste kartofler så tidligt. De skal nydes med flagesalt og koldt smør. Uhmmm!