lørdag den 31. december 2011

Årets strik

Når jeg ser tilbage på året, så har jeg fået strikket rigtig, rigtig meget, men det er jo af en lidt kedelig årsag. Jeg har på grund af diverse undersøgelser og behandlinger været nødt til at sidde rigtig, rigtig meget, og for ikke at blive totalt skør af al den stillesidden, så har strikkepindene glødet.
Jeg vil starte med alle trøjerne til mig selv. Nåede jeg mon de 12 som jeg havde som mål? Og hvordan er de så egentlig i brug ?
Linnea var den første cardigan, der røg af pindene i 2011.
Skønt mønster, dejligt garn. Jeg brugte den rigtig meget indtil jeg havde tabt mig så meget, at den blev alt for stor :-(
Honey var den næste, og som jeg dog var glad for den! Så blev den vasket, og jeg synes ellers at jeg vaskede den præcis som jeg plejede. Men - den kom ud i str. 34!!! Nu har min datter overtaget den.
Monday Morning Cardigan - ingen succes! Alt for stor, så jeg har aldrig brugt den.
Skønne Coco! Den har jeg brugt flittigt hele sommeren, og jeg bruger den stadig:-)
Frk. Klokkeblomst - desværre også for stor til mig nu, så den ligger bare i skabet.
Lara Croft - sød og fin, men ikke brugt så meget endnu, da vi som bekendt havde en elendig sommer.
Julie - årets flop, som jeg stadigvæk er rasende over, at jeg ikke kunne strikke ordentligt. Giver mig dårlig samvittighed hver gang jeg støder på den i skabet. Jeg må trevle den op - engang!
Fantastisk cardigan! God pasform! Lækkert garn! Bliver sikkert slidt op.
Et selvkomponeret hit, der tit hænger på mig. Et super resteprojekt, der sagtens kan gentages.
Syren - der tog mig så lang tid at strikke, og som viste sig at være for stor. Den er nu solgt, og den nye ejer er vist glad og tilfreds:-)
Årets mest spændende strik! Ikke brugt så meget endnu, for den er varm!
Elleve trøjer/cardigans! Så jeg nåede det desværre ikke helt, medmindre jeg må tælle børnetrøjerne med:-)
Af disse elleve er Coco helt klart Årets strik. Det er den jeg bruger mest, og den jeg er mest glad for. Hvis ikke Honey var skrumpet, var den måske blevet min yndlings - så selv om den var kedelig at strikke, overvejer jeg en ny :-)
Jeg vil ønske alle mine læsere en bragende skøn nytårsaften og et godt og lykkebringende nytår!

onsdag den 28. december 2011

Den skønneste gave

Jeg havde ønsket mig den!
Men troede ikke at jeg fik den!
Ærkeenglen forkæler mig:-)
Den er mindst lige så skøn som jeg forestillede mig:-)

tirsdag den 27. december 2011

Jeg er heldig

Mens jeg lå på hospitalet modtog jeg ikke mindre end tre fine gaver fra forskellige Give aways, jeg havde deltaget i. Jeg plejer ellers aldrig at vinde noget, så det var helt overvældende og dejligt:-)
Smukke stjerner fra Anne:
Lækkert garn i en skøn farve og en sød lille Bamse & Kylling pose fra Christine:
Skøn perlekæde og et lille silketørklæde fra Birgitte:
Tak skal I have alle tre!

mandag den 26. december 2011

Børnehalsedisse

Jeg havde lidt mere garn til overs fra benvarmerne til Nanna. Så jeg strikkede også et halsrør til hende i samme garn. Jeg slog simpelthen 120 masker op og strikkede perlestrik til jeg ikke havde mere garn:-)
FAKTABOKS:
Design: Mit eget
Garn: Drops Nepal
Garn fra lager: Nej
Anvendt: 100 gram
Farve: Støvet rosa
Købt hos: Netgarn
Pinde: Knit Picks 4 1/2
Str.: 8-10 år

lørdag den 24. december 2011

Hjemme bedst !

Jeg er hjemme igen, og det har jeg faktisk været i et par dage. Men jeg har været meget træt, og har derfor benyttet lejligheden til en lille pause fra bloggen. Operationen forløb ganske ukompliceret, og jeg er oppe og går med krykker nu. Der venter dog et langt genoptræningsforløb. Det værste i den forbindelse er, at jeg ikke må køre i bil i tre måneder - heller ikke som passager!!!
Derfor kom jeg også hjem i en ambulance, og jeg ville ønske, at jeg havde haft mit kamera og kunnet tage et par billeder. Ærkeenglen havde tændt stearinlys i alle vinduer i vores lille landhus, så det var indbegrebet af romantik og varme. Da de to hærdebrede ambulance-mænd kørte båren med mig ind i huset, udbrød de spontant: "Nej, hvor bor du hyggeligt!"
Jeg er så glad for at være hjemme igen, og i aften skal jeg fejre jul med Ærkeenglen, de to sønner og den ene søns kæreste og bror. Her breder sig allerede en liflig duft af and og andre gode julesager:-)
Det har været et forfærdelig hårdt år for mig og min familie. Jeg håber så inderligt, at næste år bliver en smule lettere. Bloggen her har været og vil blive ved med at være til adspredelse og stor glæde og støtte for mig, når jeg har det slemt. Jeg vil gerne takke mine mange trofaste læsere for alle de dejlige, medfølende og varme kommentarer. Hver og én er blevet læst mange, mange gange.
I ønskes alle en RIGTIG GLÆDELIG JUL!

lørdag den 10. december 2011

Knæk og bræk

Tak for alle de søde kommentarer til mit forrige indlæg.
I går var jeg til røntgenundersøgelse, og da billederne var taget fik jeg besked på at blive liggende, så ville der komme en portør og flytte mig over i en seng!!!
Det viser sig, at jeg på grund af canceren i knoglerne har brækket lårbensknoglen, og det har jeg åbenbart gået med i de sidste 14 dage. Lægerne mente ikke, at det overhovedet kunne lade sig gøre at gå, men det har jeg altså kunnet - selv om det godt nok har gjort ufattelig ondt.
Efter flere undersøgelser, endte det med, at jeg blev sendt hjem i weekenden med et par krykker, en stor pose smertestillende medicin og strenge påbud om at holde mig helt i ro og ikke støtte på benet. På mandag bliver jeg indlagt og skal formodentlig opereres i næste uge, hvor man vil give mig en ny kunstig hofte.
Jeg vil prøve at lave nogle indlæg i weekenden, og så håber jeg, at jeg kan have min I-pad med på hospitalet, for jeg ved ikke rigtigt, hvor længe jeg skal være der. Men her bliver nok lidt stille i næste uge:-)

torsdag den 8. december 2011

Noget om strik og ventetid

Tak for alle de søde kommentarer om mine halsedisser og halsrør.
Nogle spørger om jeg strikker hele tiden, og ja i den sidste ugestid har jeg strikket rigtig meget. Det er nu af en lidt kedelig grund.
Jeg har haft frygtelig ondt i mit venstre ben, og derfor har jeg ikke været særlig mobil. Faktisk har jeg næsten ikke kunnet gå. I foregårs hævede mit ben så op og lignede nærmest en elefantfod:-) Så jeg måtte afsted til lægen, der straks sendte mig videre til hospitalet grundet mistanke om en blodprop i benet. Her sad jeg og Ærkeenglen så og ventede en halv dag på en ultralydsskanning, som heldigvis viste, at en blodprop - det var det ikke.
Hjem igen med ufattelige smerter, og i går så en undersøgelse af en læge på hospitalet, hvor vi igen ventede i timevis. Det gav ingen afklaring på hævelsen, men jeg fik ny smertestillende medicin med hjem.
Derfor har jeg sovet godt i nat, og sidder nu og venter på at blive ringet op om en ny ultralydsskanning.
Tålmodighed har aldrig været min stærke side, så i al den ventetid strikker jeg. Så føler jeg i det mindste, at jeg udretter et eller andet fornuftigt:-)
At strikke og blogge er og vil altid være god terapi for mig. Når jeg strikker eller blogger får jeg også andet at tænke på end hvor ondt jeg egentlig har, og samtidig kan jeg så også se en hel masse mere eller mindre dårlige TV-serier:-)
Lige nu er jeg i gang med endnu et halsrør.
For nogle år siden købte jeg en hel masse Peruvian Highland Wool ganske billigt i en butik, der skulle lukke. Der var nok omkring 15-20 nøgler gråt. Nu er grå ikke lige min farve, men den egner sig faktisk ret godt som tilbehør til vinterens overtøj.
Jeg strikker et lille vrangmønster, som jeg aldrig har set før. Det går over 2 masker og 4 pinde og giver et lidt vamset udtryk, som sådan et halsrør gerne må have, og på pind 5 1/2 går det strygende:-)

onsdag den 7. december 2011

Twisted Rib Neckwarmer

En julegave mere er færdig:-)
Og hvad kalder man så en "Neckwarmer" på dansk ? Halsvarmer - halsrør?
Det er en gratis opskrift, jeg har fundet på Ravelry. En enkel og nem opskrift, der er lige ud af landevejen:-)
Jeg har igen strikket i Drops Nepal, som jeg synes er et rigtig godt garn til prisen, og det er dejligt nemt at strikke med.
FAKTABOKS:
Design: Twisted Rib Neckwarmer af Michelle Johnston.
Garn: Drops Nepal
Garn fra lager: Nej
Anvendt: 200 gram
Farve: Creme
Købt hos: Netgarn
Pinde: Knit Picks 5
Str.: One size

mandag den 5. december 2011

Opskrift på Irenes halsedisse

Så er opskriften på Irenes halsedisse tilføjet til højre under "Gratis opskrifter".
Vær opmærksom på, at opskrifterne ikke må bruges kommercielt - altså til at sælge - og at linke til min blog, hvis I strikker efter dem.
God fornøjelse!

Cirkelveste til salg

Jeg har ryddet op og fundet fire cirkelveste, som jeg lige p.t ikke har nogle aftagere til.
Derfor sælger jeg dem for 250 kr pr. stk. inkl. forsendelse.
Der er en gul og en sandfarvet str. 2-3 år og en himmelblå og en sandfarvet str. 5-6 år.
Send mig en mail, hvis du er interesseret : irene@aagaard.me.uk.
Beklager det ene billede blev lidt rystet:-)

søndag den 4. december 2011

Snemænd og -koner :-)

Jeg har stjålet!
Jeg indrømmer det blankt :-)
Jeg har tyvstjålet denne idè.
Da jeg så denne blog, måtte jeg bare i gang selv. Så det var hvad lørdagen gik med:-) De er kun 9 cm høje, og hvis jeg gider strikke en hel flok snemænd og - koner, har jeg masser af idèer til andre huer og tørklæder:-)

fredag den 2. december 2011

Halsedisse

Endnu en julegave er strøget af pindene:-)
FAKTABOKS:
Design: Mit eget
Garn: Drops Nepal + Angora Carezza
Garn fra lager: Nej og ja
Anvendt: 100 gram + 25 gram
Farve: Creme og nougat
Købt hos: Netgarn
Pinde: Knit Picks 5
Str.: One size

torsdag den 1. december 2011

Gode garntilbud

Jeg måtte en tur ind til byen i dag.
Fandango vil hver dag i december have et godt tilbud, der kun gælder i 24 timer. I dag var der således 50% på Noro Flowerbed. Derfor tog jeg en lynhurtig beslutning om, at jeg ville have en trøje i det lækre garn:-)
På vej hjem kørte jeg forbi City Stoffer - de har 20% på både stof og garn i de næste 3 dage. Så skynd dig derind, hvis du mangler noget til julegaverne. Jeg synes, jeg manglede lidt Rowan Felted Tweed :-)

tirsdag den 29. november 2011

Rensdyr - rådyr og andre dyr:-)

Sidste søndag morgen var der tre rådyr, der spankulerede rundt i min have, nippede lidt græs og spiste nogle af de sidste æbler.
De har sørme osse invaderet huset:-)
I det hele taget er det svært at undgå dem lige for tiden. Det vrimler med rensdyr, rådyr, elge og hjorte overalt. De er på strik, på dåser, som figurer og her på dekorationsbånd købt i Føtex:

mandag den 28. november 2011

Den første julegave

Jeg har ikke planlagt nogle strikkede julegaver i år. Jeg vil nemlig kun strikke det jeg har lyst til og ikke lade mig stresse. Desuden har jeg en bugnende gavekasse, hvor jeg kan tage noget fra:-)
Alligevel røg den første julegave af pindene her i weekenden.
Ind imellem de store tidkrævende projekter, er det rart med et lille hurtigt og nemt et. Så jeg strikkede et par benvarmere til Nanna. De er måske lidt rigeligt lange, men det gør ikke noget, at de poser lidt. De er strikket i Drops Nepal - et lækkert og meget billigt garn. Nu ved jeg jo ikke, hvordan det opfører sig efter mange, gange vask, men foreløbig er de bløde og varme.
FAKTABOKS:
Design: Mit eget
Garn: Drops Nepal
Garn fra lager: Nej
Anvendt: 100 gram
Farve: Støvet rosa
Købt hos: Netgarn
Pinde: Knit Picks 4 og 4 1/2
Str.: 8-10 år

lørdag den 26. november 2011

Ridehusets julemarked

For mig er det en af juletraditionerne at besøge julemarkedet i Ridehuset - mindst én gang - gerne flere, da udstillerne skifter i løbet af måneden. Jeg elsker alle de kreative hjemmegjorte produkter:-)
Èn af de sælgere, der især tiltrak sig min opmærksomhed i år, var en kvinde, der syede de mest fantastiske hatte/huer.
Selv om jeg er begyndt at få mit hår igen, så er det stadig for tyndt og kort til at jeg kan gå uden hue. Jeg fryser i hvert fald udenfor. Så jeg investerede i tre flotte nye huer til bare 350 kr - ialt!
Er du til skønne huer, så skynd dig ind til Ridehuset - sælgeren er der til næste lørdag.
Jeg købte en ny turkis hue. Den gamle er næsten slidt op:-)
Endnu en sød hue, der passer til min pepitaternede "swagger-frakke".
Og så en rigtig julehue - midnatsblå med en masse bling-bling:-)

fredag den 25. november 2011

Stjernestunder

På markedet i Risskov købte jeg to kæmpestore, røde, lakerede stjerner og to guirlander med mindre stjerner i blå/grå farver. Sidstnævnte ikke specielt "julede", så jeg synes egentlig man godt kan pynte med dem hele året.
Prøv at gå over på Stjernestunders hjemmeside og se den smukke julepynt, de laver.

torsdag den 24. november 2011

Strikketaske nr.2

Mette har syet endnu en fin strikketaske til mig:-) Det turkisblå stof er lige min farve, og jeg kan slet ikke stå for strikkehønsene:-)

tirsdag den 22. november 2011

Spring Leaves

Uden tvivl et af de mest udfordrende stykker strik jeg nogensinde har begået:-)
Men samtidig også det sjoveste strikketøj i lang, lang tid:-) Jeg kedede mig ikke et sekund, og jeg nåede slet ikke at blive træt af mønstret. Jeg er og bli`r en lace-strikker:-)
Jeg har strikket den lidt længere end opskriften foreskrev.
Desuden kunne jeg ikke få indtagningerne på bærestykket til at passe. Jeg kunne godt forstå princippet, men mit masketal passede ikke:-) Så jeg måtte selv til at regne, og det er absolut ikke min stærkeste side:-) Men jeg synes, at jeg er sluppet meget godt fra det:-)
Jeg er stoppet et halvt "blad" tidligere i halsen, så der er blevet en bådformet halsudskæring. Jeg kan ikke med trøjer, der går helt op i halsen.
Garnet - så lækkert! Babyblødt efter vask.
Jeg er så glad for trøjen, synes den er helt fantastisk og er sikker på, at jeg nok skal få brugt den meget:-)
I skal nok få et billede med "indhold" så snart som muligt.
FAKTABOKS:
Design: Spring Leaves af Agnes Kutas
Garn: Rowan Pure Wool DK
Garn fra lager: Tja - egentlig købt til et andet projekt
Anvendt: 475 gram
Farve: Lys mint
Købt hos: City Stoffer
Pinde: Knit Picks 3 1/2 og 4
Str.: M/L

mandag den 21. november 2011

De sniger sig ind....

....overalt :-)

lørdag den 19. november 2011

Krea-kammeret

Sådan ser mit ellers ret store arbejdsbord ud her til morgen:-)
Lidt rodet - måske!
Men en del af rodet skulle helst blive til færdige projekter inden dagen er omme.
Nu har de kloge læger endelig fundet ud af at smertedække mig, så jeg kun har smerter i sædvanligt omfang. Helt slipper jeg jo ikke af med dem. I stedet er jeg småsvimmel og har kvalme, men så drikker jeg lidt iskold cola.
I hvert fald er jeg oppegående, for som Birthe Kjær udtaler i et interview i Århus Stiftstidende i dag : "Livet er for kort til at spilde tiden!"
Så kom i gang Irene!

torsdag den 17. november 2011

Med ondt skal ondt fordrives

De sidste mange uger har jeg befundet mig i et ubeskriveligt smertehelvede. Det bliver bare værre og værre, og er næsten ikke til at holde ud.
Den nye kemo virker slet ikke, så den er jeg stoppet med øjeblikkeligt. I stedet får jeg efter min læges anbefaling en kemo-fri pause på tre måneder. Efter ni måneder med hård kemo trænger både jeg og min krop til en pause, men kunne jeg dog bare slippe for de ulidelige smerter. I kemopausen får jeg østrogenhæmmende medicin, og i forgårs fik jeg en kæmpedosis stråler på den brystknogle, hvor canceren sidder. Det skulle efter sigende afhjælpe smerterne, men først bli`r det værre i et par uger. Derefter skulle det helst blive lidt bedre.
Da jeg kom hjem fra strålebehandlingen og steg ud af bilen, havde jeg simpelthen så ondt, at jeg var lige ved at besvime. Men så faldt mit blik på trappen foran min hoveddør.
Her stod en lille buket efterårsblomster samt en pose med en CD med Agnes Obel, to små flasker solbærsnaps og chokolade.
Åh, hvor blev jeg rørt - så jeg tudede både fordi jeg blev glad over at nogen tænkte på mig og fordi jeg havde så afsindig ondt:-)
Agnes Obels CD stod faktisk på min julegaveønskeliste:-)
Jeg havde kun hørt det meget spillede nummer "Riverside", men jeg skal love for, at resten af CD-en bestemt også er værd at lytte til. De smukke melankolske ballader passer perfekt til den sindsstemning jeg er i lige p.t.
Så tusind tak Nabo - bedre nabo fåes vist ikke:-)

tirsdag den 15. november 2011

Jeg kan ikke strikke....

....når min kat Silke kommer og kaster sig på skødet af mig:-)
Hun mener til gengæld, at når jeg sætter mig godt til rette, så er det tid til noget seriøs nus og kæl:-)

mandag den 14. november 2011

Vest med mænd og koner:-)

De sidste rester jeg havde af Debbie Bliss Baby Cashmerino er blevet til en sød lille vest med dansende mænd og koner.
FAKTABOKS:
Design: Opskriften er købt i en århusiansk garnbutik
Garn: Debbie Bliss Baby Cashmerino
Garn fra lager: Ja
Anvendt: knap 100 gram gult og en rest turkis
Farve: Gul og turkis
Købt hos: Fandango
Pinde: Knit Picks 3 1/2
Str.: 3-6 mdr.

søndag den 13. november 2011

Søndagshygge

I eftermiddags fik jeg lige pludselig en ustyrlig lyst til:
Ja - rigtig gættet! Æbleskiver!
Da vi ikke selv har en æbleskivepande, måtte Michael ind til naboen for at låne én:-)
Derefter bagte han et ordentligt fadfuld - nok til at naboens fire børnebørn også ku`smage:-)
Æbleskiverne blev nydt sammen med en kop the og udsigt til det der er årets aller-

, allersidste roser fra haven, for sidste nat var det frostvejr her hos os.