
Endelig er min kjole blevet færdig, men så er den også blevet strikket næsten to gange:-) Som udgangspunkt er det en opskrift købt hos Fandango sammen med garnet, men jeg har ændret så meget på den, at den efterhånden må siges at være min egen.
Den har været ret kedelig at strikke - alt det glatstrik er søvndyssende fjernsynsstrik. I stedet for kun en tråd uldgarn valgte jeg at strikke en tråd af Isagers alpaca 1 med, for at der ikke skulle blive "numse" i kjolen. Eftersom de to farver slet ikke var ens blev resultatet smukt meleret.
Kjolens nederdel er glatstrikket. Bærestykket er med det lille snoningsmønster, som jeg også bruger til mine pulsvarmere. Jeg har lavet en forholdsvis dyb rund halsudskæring(hvor jeg lige mangler at hækle en omgang fastmasker). Der er trekvartærmer, der puffer en ganske lille smule ved skuldrene.
Det er første gang jeg strikker i Junik uldgarnet(skulle ligne Supersoft og hvad det nu ellers hedder). Mens jeg strikkede, synes jeg at det blev meget ujævnt, men det ændrede sig fuldstændigt, da kjolen blev vasket. Den blev bare så flot - og blød, så det er bestemt ikke sidste gang, jeg strikker i det garn.
I det hele taget er jeg meget tilfreds med kjolen - eneste anke er at den godt kunne have været 5 cm længere. Den går mig til lige under knæet.
I forvejen har jeg mange(købte) strikkede kjoler, og denne kan bestemt måle sig med dem både i pasform og blødhed. Så nu har jeg rigtig fået blod på tanden og vil til at lede efter gode opskrifter. Jeg vil strikke flere kjoler!


FAKTABOKS:
Design: Mit eget
Garn: Junik og Isager Alpaca 1
Garn fra lager: Nej
Anvendt: 250 gram Junik og godt 300 gram Alpaca
Farve: Turkisgrøn Junik og petroleumsfarvet Alpaca
Købt hos: Fandango og Marianne Isager
Pinde: 3 1/2
Str. : Min :-)
Forbrug fra lager i 2010: 3070 gram
Nyindkøbt garn: 550 gram