tirsdag den 13. september 2011

Gødning til håret...

....skrev Dorte i en kommentar til mit forrige indlæg, og det fik mig til at le højt:-)
Jeg kan forsikre Jer om, at alle de gode råd med hensyn til "gødning til håret" vil blive afprøvet:-)
Derefter ser jeg frem til at få et "ordentligt garn" som Anita skriver:-)
Tak for alle Jeres søde og skønne kommentarer!
De er blevet læst mere end én gang, fordi de varmer og glæder utroligt meget.
I en til tider kold og kynisk verden, er det fantastisk dejligt at møde sådan en hjertevarme og empati.
Tak!

mandag den 12. september 2011

F......!

I sidste uge fik jeg svar på alle de undersøgelser jeg har været til.
Svaret var bestemt ikke det jeg ønskede og håbede!
Det har taget mig nogle dage at komme lidt ovenpå igen og få samlet mig sammen til at skrive det her blogindlæg.
For to måneder siden var canceren i ro, men denne gang var der forandringer i knoglerne i ryggen igen - desværre.
Derfor slap jeg også for at tage stilling til, hvorvidt jeg ville have kemobehandling nr. 10, eller ej, for kemoen virker ikke mere. Desuden viste undersøgelsen også, at mit hjerte ikke kan tåle mere hård kemo lige nu. Jeg er simpelthen for svag og afkræftet. I stedet får jeg en "mildere" kemobehandling i tabletform, men det er stadigvæk kemo med masser af bivirkninger, og jeg havde sådan håbet på at få en pause helt uden kemo.
Jeg er dybt, dybt taknemlig for, at jeg her igennem Blogland har mødt mine kære Strikkesøstre! De var der med det samme med breve, blomster, besøg og trøstende ord - uden dem ved jeg ikke, hvad jeg skulle gøre.
Der er alligevel én positiv ting at berette.
Nu får jeg mit hår igen!!!
Og det kan da kun gå for langsomt!
Nogen derude der har gode råd til, hvordan man får hår til at gro med lynets hast:-)

søndag den 11. september 2011

Jeg strikker....

....i øjeblikket helt opslugt på denne her:
Jeg blev vildt forelsket i modellen første gang jeg så den:-)
Det er den ungarske designer Agnes Kutas, der har designet modellen Spring Leaves, og for en lace-elsker er den bare sagen. Den er så sjov at strikke:-) Hun har lavet mange andre flotte modeller. Prøv at tage et kig her.
Udover Spring Leaves har jeg også gang i cardiganen Levenwick, hvor det udelukkende er ret og vrang, så den er god til bil- og fjernsynsstrik. Og så er der lige sweateren til Svend:-) Det må være rigeligt. Jeg må IKKE slå op til flere projekter. Jeg må IKKE slå op til flere......

onsdag den 7. september 2011

Ny garnbutik

Når jeg om onsdagen er kørt gennem Jægergårdsgade til eller fra Grønttorvet, har jeg i et stykke tid kunnet se, at der ville åbne en lille ny garnbutik - Strikkepinden.
I dag da jeg igen kom forbi var den åbnet. Eller det var den så ikke alligevel:-) Jeg kom forbi om formiddagen, og butikken åbner først kl. 13.
I vinduet kunne jeg se, at de bl.a fører strikkekits fra Geilsk og Rasmilla samt økologisk uldgarn.
Til alle Jer, der har henvendt sig til mig angående Gro cirkelvesten til børn: Der hang to strikkede cirkelveste i vinduet, så jeg går ud fra, at de har opskriften i butikken. Jeg besøger Strikkepinden en anden dag, når de har åbent, og så vil jeg prøve at spørge:-)

tirsdag den 6. september 2011

Tomat, tomat og atter tomat

Vi har/har haft fantastisk mange tomater i drivhuset i år, mens dem vi satte på friland ikke rigtig er blevet til noget. Det har nok været for koldt.
For en tomatelsker er der ikke noget bedre end at kunne gå ud i drivhuset og plukke friske tomater til dagens middag.
Jeg kan stadigvæk ikke spise kød, så jeg lever mest af supper, grød, brød og grønsager. I går lavede jeg en kæmpeportion tomatsuppe.
TOMATSUPPE PÅ MIN MÅDE
2 kg tomater - fire forskellige slags - bøftomater, flasketomater, canariske tomater og sherry-tomater skæres i både eller skiver
1 rødløg - hakkes
3-4 stængler blegselleri - hakkes
1 meget stor gulerod eller 3-4 mindre - skæres i tern
1 stilk løvstikke
4-5 kviste timian
1 dl fløde eller mælk
salt, sukker og peber
Svits løg, blegselleri og gulerødder kortvarigt i lidt rapsolie.
Hæld tomaterne, løvstikke, timian og 2 dl vand i.
Lad det hele småsimre i en halv times tid.
Fisk løvstikke og timian op og blend suppen.
Hæld mælk eller fløde i og smag til med salt, sukker og peber.
Jeg bruger 1-2 tsk. sukker til denne portion for at gøre smagen mere rund.
Spises med et godt stykke brød eller flute til.
VELBEKOMME!

mandag den 5. september 2011

Min strikhylde

I sidste uge viste Charlotte sine hylder med striksager frem.
Jeg synes det var en sjov idé, fordi det viser, hvad der er indehaverens yndlingsfarver.
Mine hylder ser sådan ud:
Hmmm! Lidt meget i turkis/blå/grøn - ikke!
Jeg MÅ altså til at vælge nogle andre farver når jeg køber garn.
Problemet er bare, at der på garnlageret findes en masse garn i netop de farver:-)

søndag den 4. september 2011

Julie

...fra Lisa Renners bog "Close" er en skøn model, men for mig er den altså årets flop!
I forgårs fik jeg endelig taget mig sammen til at strikke halskanten på Julie. Jeg blev også færdig og har fået hæftet ender.
Da jeg startede på Julie kunne jeg se, at Lisa Renners størrelser var lige til den lille side. Derfor valgte jeg lidt tykkere garn og gik en halv pindestr. op. Siden 1. marts har jeg tabt 10 kg, og det har jeg åbenbart ikke rigtig fundet ud af endnu. Efter jeg strikkede Julie har jeg tabt yderligere 4 kg, så størrelsen på Julie er mildest talt overvurderet. Den passer en kæmpekvinde og er langt fra at være "close":-) Suk!
Nu er den lagt ind bagest i skabet. Til foråret kan det være at jeg orker at trevle op og forsøge igen - for ingen tvivl om, at modellen er skøn!
Nå, den slags får ikke lov til at være ærgelser ret længe:-)
Jeg har straks slået op til en ny jakke/cardigan:-) Mange af de trøjer/cardigans jeg har i skabet er jo også alt for store. Denne gang har jeg valgt at strikke en top-down model - så jeg kan prøve den undervejs:-)