torsdag den 29. juli 2010

En lille ø

Jeg er så frygtelig træt i disse dage, så derfor har lysten til at blogge ikke været så stor.
Æblekinders indlæg om sit besøg på Nyord, fik mig imidlertid til at finde et par billeder frem, fra en tidligere Møn-ferie, hvor jeg også besøgte Nyord.
Billedet af de mange svaler, der altid er på Nyord, fik jeg siden lavet til julekort.
Nyord kan nok også bryste sig af, at have landets ældste og måske også mindste købmandshandel. Da jeg trak kameraet frem, forsvandt ejeren skyndsomst. Hun truede endda lidt ad mig, for fotogreferes, det ville hun absolut ikke.
Hvis man alligevel er på de kanter, så er den lillebitte ø absolut et besøg værd.

lørdag den 24. juli 2010

Jeg har lige læst....

....JULIE af Anne Fortier - og det er en vidunderlig bog.

Jeg kan godt lide at læse bøger, der er henlagt til en lokalitet, jeg kender. Det er tilfældet med f.eks. Elsebeth Egholms krimier, der som bekendt foregår i Århus. Anne Fortiers roman JULIE foregår i Siena, der er én af Italiens smukkeste byer. Jeg har desværre kun været i Siena en enkelt gang, men kan levende forestille mig bogens hovedperson vandre rundt i de samme gader, hvor jeg også har gået:-)
Julie er sammen med sin tvillingesøster Janice vokset op i USA hos deres tante Rose efter at deres forældre er omkommet i en bilulykke.
Da tanten dør arver Janice det hele, medens Julies arv begrænser sig til et brev og en nøgle til en bankboks i Siena, der angiveligt skulle indeholde en værdifuld skat fra Julies mor.
Julie rejser til Siena, hvor bankboksen viser sig kun at indeholde dokumenter, der vedrører Shakespeares udødelige kærlighedshistorie om Romeo og Julie. Shakespeare henlagde sin historie til Verona, men den rigtige historie om Romeo og Julie menes at have udspillet sig i Siena. Julies mor mener, at kunne føre familiens aner helt tilbage til den første Julie, der levede i 1300-tallet. Julie sætter sig for at opsøge sin italienske familie og finde ud af, om de kender noget til den skat, som Julies mor omtaler. Men nogen bryder sig åbenbart ikke om, at Julie begynder at rode op i fortiden, for hun bliver forfulgt og hendes værelse bliver gennemrodet. Udover en god portion spænding indeholder bogen selvfølgelig også en romantisk kærlighedshistorie, idet Julie forelsker sig i den flotte politibetjent Alessandro - hvis rigtige navn egentlig er Romeo:-)
Det er bestemt ikke uden grund, at Anne Fortier er blevet udråbt til Dan Browns kvindelige sidestykke, for ligesom ham blander hun fermt fiktion og facts til en fremragende spændingsbog.
Jeg følte mig i hvert fald særdeles godt underholdt og var helt ked af det, da bogen var slut.
FAKTABOKS:
Forf. : Anne Fortier
Titel: Julie
Forlag: Gyldendal
Sidetal: 528 sider
Udgivet: 2010

fredag den 23. juli 2010

Halvvejs...


I øjeblikket er mine dage uendeligt ensformige. Jeg tilbringer halvdelen af tiden på Kommunehospitalet og resten herhjemme, hvor jeg hviler eller sover.
I dag får jeg den 17. omgang strålebehandling og så har jeg 14 tilbage. Men jeg ville ønske, at det snart var overstået. Det er mere reglen end undtagelsen, at der er ventetid, så jeg har en bog eller et strikketøj med, så jeg ikke føler at jeg spilder tiden:-)
Alligevel hader jeg at sidde i venteværelset. Jeg synes alle de andre patienter er så frygteligt syge. Jeg føler ikke selv, at jeg er så syg, og jeg ser helt garanteret ikke sådan ud. At være syg er for mig ingen undskyldning for at lade stå til. Jeg forlader ikke mit hus uden pænt tøj, make-up og matchende taske, smykker og sko:-)
Den dag, hvor jeg ikke mere er forfængelig, da kan I være helt sikre på, at jeg er virkelig, virkelig syg!
Strålerne er også ved at gøre deres til, at det hele ikke er så sjovt mere.
Jeg er voldsomt forbrændt på halsen allerede, selv om jeg har diverse cremer at smøre med. Desuden rammer strålerne så tæt på spiserøret, at det er hævet. Jeg har det ligesom, når man har en gigantisk halsbetændelse. Det er slut med at spise kød og rugbrød - det kan jeg simpelthen ikke mere få ned. Så fra nu af er det blød eller flydende mad.
Nå, men jeg kan trods alt stadigvæk se noget positivt ved det:-) Jeg kan lave de lækreste smooties og proteindrikke med alle de skønne bær og frugter, der er fremme nu. Og så er der jo is! Det lindrer dejligt i halsen med is! Så mens jeg får stråler, er det tilladt med is mindst en gang om dagen:-) Og jeg går absolut ikke på kompromis med kvaliteten. Lige nu er jeg meget glad for Ahrenbergs is, men jeg har ladet mig fortælle, at der også er en lækker iscafé med italiensk is på Trøjborg.
Så tror snart jeg skal en tur til Trøjborg...

onsdag den 21. juli 2010

Boys Month 3


Det er bestemt ikke lige årstiden for sådan én:-)
Men jeg fik lige lyst til at strikke en mini-islænder str. 1 år af noget lagergarn, jeg har haft liggende i et stykke tid.
Nemt (men varmt) lille projekt.
Det er med vilje, at der ikke er mønster på ærmerne, så de små fingre ikke bliver viklet ind i trådene på bagsiden. Der er knapper på begge skuldre, så den er let at få over hovedet.
FAKTABOKS:
Design: Mit eget
Garn: Linie 157 Tessa
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 50 gram antracit og 150 gram råhvidt
Købt hos: Fandango
Pinde: KnitPicks nr. 4,5
Str. : 1/2-1 år

søndag den 18. juli 2010

Boys Month 2



Drengesweater i dobbelt perlestrik med krave i str. ca. 2 år - en model jeg har strikket mange gange før. Den er nemlig rigtig god:-)
Babyer/børn har som regel ret store hoveder, så halshullet kan nemt blive for stramt, men denne model med den store krave er let at få både af og på, og samtidig varmer kraven dejligt i nakken.
Jeg kan godt lide at strikke børnetrøjer i en blanding af uld/bomuld, da jeg synes det er yderst velegnet til børn. Det er blødt og kradser ikke, men har alligevel uldens lune egenskaber.
Dette garn kan imidlertid ikke anbefales. Jeg synes det er hårdt og usmidigt at strikke med, så det bliver nok første og eneste gang, jeg bruger det. Håber i hvert fald, at trøjen bliver blødere efter en vask.
FAKTABOKS :
Design : Femina nr. 31, 2004
Garn: Geilsk 3-trådet Bomuld og uld
Garn fra lager : Ja
Anvendt : 200 gram med løbelængde 465m pr. 100 gram
Farve : Petroleum
Købt hos: Bente Geil
Pinde: Knitpicks 4- strikket med dobbelt tråd
Str. : 2 år

fredag den 16. juli 2010

Havevandring i juli



Jeg elsker de store fyldte valmuer. Sidste år havde jeg kun lyslilla. I år er der også pink og bordeaux.
De store orange dagliljer er sprunget ud.
Mamelukærme står og svajer yndefuldt i vinden.
Klematissen blomstrer fuldstændig overdådigt.


torsdag den 15. juli 2010

Lamina



Karen/Lykkefanten har tidligere præsteret de flotteste sokkemønstre.
Nu har hun lavet det smukkeste tørklæde og opskriften er at finde i det nyeste Knitty.com.
Lad mig sige det med det samme - strikkeglæden ved dette tørklæde har været absolut i top. Jeg kedede mig ikke et sekund, da jeg strikkede det, fordi der hele tiden sker noget i mønstret, og alligevel er det ikke sværere end at du kan memorere det efter nogle gentagelser.
Der er mønster på både ret- og vrangpindene, og der havde jeg det lidt svært i starten ved at skulle læse vrangpindene fra venstre mod højre. Det har jeg aldrig prøvet før - øjnene ville helst læse mønstret fra højre mod venstre - men jeg vænnede mig til det:-)
Jeg havde et bundt syregrønt Manos del Uruguay på lager - samme garn som Karen har anvendt, og jeg synes det passede ualmindelig godt til det fine bladmønster. Men jeg har bestemt planer om at strikke tørklædet igen og er begyndt at overveje hvilke andre garner der kan anvendes. Det har nemlig været en sand fornøjelse at strikke:-)

FAKTABOKS:
Design : Lamina af Karen S. Lauger
Garn: Manos Del Uruguay
Garn fra lager: Ja
Anvendt: 100 gram
Farve: Syregrøn
Købt hos: Husker ikke
Pinde: Knit Picks 4 1/2
Str.: One size