torsdag den 21. oktober 2010

Simpelt strik



Lige i øjeblikket er der ikke så meget at vise frem på strikkefronten.
Jeg strikker stadig på min hindbærfarvede Syren.
Indimellem bliver der lavet en masse pulsvarmere, savlesmække og små futter til et julemarked, jeg skal deltage i i november.
Under garnoprydning fandt jeg et nøgle meget lækkert tykt flerfarvet uld. Der var ingen banderole på, så ved ikke hvad det er for noget garn, ejheller hvem jeg har fået det af:-)
Multifarvet garn egner sig efter min mening bedst til helt enkel strik, så nu er det forvandlet til et blødt, blødt tørklæde i retriller i skønne efterårsfarver:-)

mandag den 18. oktober 2010

Sentimentally falling

Disse fire måske en anelse nørdede unge mænd står mit hjerte nær.
Rumour Said Fire - som de hedder - synger og spiller helt fantastisk smukt.
Deres nye CD er udkommet i dag . 10 uimodståeligt, smukke let melankolske numre.
Jeg har allerede hørt Cd-en adskillige gange:-)
Den første single-smagsprøve kan høres her.

søndag den 17. oktober 2010

Hvordan så du ud i 80-erne?

....spørger Bente fra Blogkvinder+40.
Der findes ikke mange billeder af mig fra 80-erne, for det var altid mig, der tog billeder af børnene.
Men her er et fra 1987 - ovenikøbet taget af en rigtig fotograf og med min "rigtige" hårfarve:-) Åh, hvor jeg savner at være mørkhåret:-)
Det var det eneste billede vi fik, for Niels på dengang 2 år ville absolut ikke fotograferes. På alle de andre billeder vred og vendte han sig eller græd så tårerne sprøjtede:-)

fredag den 15. oktober 2010

Og vinderne blev....

Michael agerede Lykkens Pamfilius - og op ad skålen trak han først:

Dorte - der ikke har en blog. Hun er én af mine kolleger, der også strikker:-)
Dorte havde ønsket sig de hvide pulsvarmere.

Dernæst trak Michael:
Henriette - der har bloggen Handmade by Henriette,
Henriette vinder de lilla. I parentes bemærket bager Henriette de lækreste kager:-) I det hele taget er hun en utrolig kreativ kvinde, der både syr, strikker, bager og meget mere, så tag et kig på hendes blog, hvis I ikke kender den i forvejen:-)
Send mig en mail med Jeres adresser på: irene@aagaard.me.uk, så kommer der en pakke til Jer i næste uge:-)
Tak til alle, der gad være med i min lille konkurrence:-)

torsdag den 14. oktober 2010

Ama`r !


Da jeg var barn, hang der i mange af mine skolekammeraters hjem en amagerhylde med nips på. Dengang synes jeg, at de var ufatteligt grimme :-)
I foråret faldt jeg over et par stykker af slagsen til henholdsvis 30 og 10 kr og tænkte, at dem ku`jeg da godt investere i.
Nu har den ene fået turkisblå spraymaling, er blevet fyldt med sjove ting og har fået sin plads på mit værelse.
Michael laver himmelvendte øjne og mumler:"Støvsamler" og "Kitsch", men jeg synes egentlig den er meget sød :-)
Den anden får en gang hvid spraymaling og skal fungere som krydderihylde i køkkenet. Når den har en praktisk funktion, ved jeg, at den er mere acceptabel for husherren :-)

onsdag den 13. oktober 2010

Give away

Tusind, tusind tak for alle Jeres søde kommentarer til det foregående indlæg!
Jeg er så rørt over den støtte og opmuntring, jeg har fået gennem de sidste mange hårde måneder, og glæder mig til at komme videre og blogge om alt muligt andet:-)

Husk det er på fredag jeg trækker lod om disse her og et par lilla med snoningsmønster. Så har du lyst til at deltage i min lille konkurrence og ikke allerede er meldt til, så meld dig til her.

tirsdag den 12. oktober 2010

Lyt godt efter !

.....så vil I kunne høre et kæmpestort lettelsens suk.

Sjældent har en dag føltes så lang som den i går !
Den føltes endnu længere end de elleve foregående tilsammen !
Jeg gik rastløst rundt og ku`slet ikke komme i gang med at foretage mig noget fornuftigt.
Natten var ligeså slem - en endeløs vriden og venden sig rundt, mens jeg kiggede op i den smukke stjernebestrøede himmel og tankerne bare fløj hid og did.
Tolv dage har jeg ventet på at få svaret på MR- og CT-skanningen.
Har kræften spredt sig til lungerne, leveren eller knoglerne ?
Eller har den barske strålebehandling haft en gavnlig effekt ?
Kvalme fra morgenstunden og rystende hænder.
Heldigvis havde Michael taget fri for at tage med og holde i hånd :-)
Og heldigvis var beskeden positiv - ryg og lever så fine ud.
Der er en antydning på den ene lunge, men det er med meget stor sandsynlighed en stråleskade, der med tiden vil forsvinde. Under alle omstændigheder skal der skannes igen om tre måneder, og det er meget betryggende at vide.
Pyha! I kan altså bare tro at jeg er lettet:-) Det er en helt vidunderlig følelse:-)
Nu kan jeg komme videre. Jeg er bare så helt forfærdelig træt, men lægen sagde, at det var der så sandelig ikke noget at sige til efter den store og hårde dosis stråler, jeg har fået.
Nu skal jeg i gang med at bygge mig selv op psykisk og fysisk, så jeg forhåbentligt igen bli´r den gamle Irene:-)
Nu er det slut med al den kedelige sygdomssnak :-)
Men lige inden jeg smækker benene op på sofaen og mit hoved rammer puden, så vil jeg lige komme med en opfordring til at støtte Brittas fine initiativ. Britta har bloggen "Strik & storm", og hun har lavet en indsamling til støtte for brystkræft, hvor man ovenikøbet kan vinde en hel masse fantastisk fine "lyserøde" gaver.