Viser opslag med etiketten haven. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten haven. Vis alle opslag

onsdag den 19. september 2012

Ægnøleri!

De er sjove og meget dekorative - vores høns! Men æg - det lægger de altså ikke! Nu har vi haft dem i 6 uger, så nu synes jeg snart, at de burde kvittere for al den mad de æder ved at lægge nogle æg!
Når Michael er hjemme, får hønsene lov til at rende frit rundt i haven. Vi holder selvfølgelig øje med, at de ikke går ind til naboerne, og at der ikke kommer løsgående hunde. Sidste gang vi havde hønsehold, var det netop en løs hund, der skambed alle vores høns. Så det er vi meget opmærksomme på. Hanen Hénri er begyndt at gale - men ikke så højt endnu:-)

onsdag den 15. august 2012

Haven i august

Det ser ud til, at sommeren falder i august, og som jeg dog nyder det. Er ude næsten hele dagen - læser, strikker, ser på høns eller nyder bare alle blomsterne i min have. De engelske roser tager lige en lille pause, men jeg ved, de vender tilbage senere.
Til gengæld blomstrer alle mine Flox, og de dufter ligesom roserne også vidunderligt.
Valmuerne blomstrer også stadigvæk.
Stokroserne er heller ikke færdige endnu.

torsdag den 9. august 2012

Indianer-jap

I øjeblikket kan vi høste masser af grønsager fra haven. Der er simpelthen ikke noget så skønt som helt friske grønsager, du henter i din egen have. De forvandles ofte til denne ret, som stammer fra Michaels familie, hvor de fik den, når de var i sommerhus. Det spøjse navn har sikkert været beregnet til at få de mange sunde grønsager til at glide lettere ned hos børn:-)
INDIANER-JAP 200 gram bacon i små tern(kan undlades) Små nye kartofler 1 lille sguash Gulerødder i tern 1-2 rødbeder i tern Persillerod i tern Ærter Purløg Karry Salt og peber Rist baconen i en tykbundet gryde. Kom karry i gryden. Svits dernæst kartofler samt de øvrige "hårde" grønsager.Rist evt. sguashen på en pande for sig, så den ikke bliver for blød. Kom lidt vand i gryden, så det ikke brænder på, og lad det hele simre i en halv times tid. De sidste fem minutter kommes ærterne i. Før servering drysses retten med purløg. Er I en sulten familie kan man evt. få en grøn salat og et godt stykke brød til.
Velbekomme!

fredag den 1. juni 2012

Så blev det juni

... og se lige hvad vi skal have til aften! Åh - de skal nydes:-)
Ærkeenglen købte for sjov tre specielle kartoffelpotter. Der er en yder og en inderpotte. Den inderste potte kan løftes op, så man kan "plukke" kartoflerne og derefter sætte planten ned igen og lade den gro videre. Der kan være tre kartoffelplanter i hver potte. Det er selvfølgelig ikke det store udbytte man får, så vi har også kartofler på friland. Men det er da fantastisk at man kan høste kartofler så tidligt. De skal nydes med flagesalt og koldt smør. Uhmmm!

søndag den 27. maj 2012

Pinsesol

Jeg skal nok vende tilbage til knapperne i et senere indlæg. Jeg synes faktisk det er meget sjovt, at I er så mange, der gider tage stilling til, hvilke knapper jeg skal bruge:-) Dagen i dag bliver ikke brugt til meget andet end at opholde sig her:
....fordybet i en god krimi:
....og med en kop chokolademynte-the inden for rækkevidde. Det er rigtig friskt her i sommervarmen - smager lidt ligesom After Eight-the:-)

tirsdag den 22. maj 2012

En solrig majdag i haven

Er der nogen af Jer der ved, hvad den lille hvide blomst på de sidste to billeder er for én ? Det er nemlig ikke én jeg har sat - den er kommet "flyvende" fra en nabohave :-) Men fin - dét er den!

mandag den 7. maj 2012

Hvordan en kat blev til tre høns:-)

Jeg vil gerne have en ny kat på et tidspunkt, men lige nu orker jeg ikke at opdrage en kattekilling - og en killing skal det være. Ærkeenglen og jeg har tidligere haft høns og synes at det var rigtig sjovt. Forleden dag kom vi til at tale om høns igen, og så var der ikke langt fra tanke til handling. Ærkeenglen bestilte et sødt lille hønsehus på nettet og fik det samlet i weekenden.
Der mangler at blive lavet en lidt større løbegård hønsene kan gå og skrabe i, og så er vi ellers klar til at modtage tre "chicks". Og det er her vi har brug for hjælp! Er der nogen der ved, hvor vi kan købe tre høns der er mindst 20 uger og højst et år? Racen er næsten underordnet. Vi har før haft Isa Brown og Plymouth Rock. Vi vil være vældig taknemlige for lidt hjælp.

fredag den 23. marts 2012

Forår

I går kom foråret for alvor til Østjylland.
Her var det seksten grader, da det var varmest.
Jeg har sat et par potter med forårsblomster på trappen.
Michael har flyttet den lille havebænk ud på gårdspladsen, hvor der er mest læ.
Her sad jeg i går og strikkede og havde slet ikke tid til at blogge:-)

onsdag den 22. februar 2012

Så var de der!

I går fandt jeg disse her ude i haven:-)


De sidste par uger har jeg gået og spejdet efter dem, og pludselig i går - så var de der! Uanselige og små, men yndige og med løfter om, at nu bliver det snart forår.

søndag den 13. november 2011

Søndagshygge

I eftermiddags fik jeg lige pludselig en ustyrlig lyst til:
Ja - rigtig gættet! Æbleskiver!
Da vi ikke selv har en æbleskivepande, måtte Michael ind til naboen for at låne én:-)
Derefter bagte han et ordentligt fadfuld - nok til at naboens fire børnebørn også ku`smage:-)
Æbleskiverne blev nydt sammen med en kop the og udsigt til det der er årets aller-

, allersidste roser fra haven, for sidste nat var det frostvejr her hos os.

lørdag den 5. november 2011

Smuk novembermorgen

Jeg sov længe i dag.
Da jeg slog øjnene op, kunne jeg gennem vinduet nyde dette smukke syn af de nøgne, sorte træer, der tårnede sig op mod en sart lyserød himmel.

onsdag den 19. oktober 2011

Årets æblehøst

I weekendens smukke efterårsvejr fik vi høstet alle æblerne. Vi plukkede og fyldte tre store flyttekasser med æbler, der skal spises rå, laves til æblekage, æbleflæsk, æblechutney og æblekompot eller presses til frisk og sund æblejuice.
Jeg plukkede også en lille kurv med de sidste paradisæbler. Den skal stå og dufte og pynte på mit skrivebord.

tirsdag den 11. oktober 2011

Oktober-roser

Der er stadig mange roser og stauder ude i min have der blomstrer, så jeg krydser fingre for, at det ikke lige pludselig bliver nattefrost.
Jeg er så glad for mine roser, og de dufter vidunderligt:-)

onsdag den 14. september 2011

Ærteblomster

Jeg har ikke rigtig kunnet forstå andres begejstring for ærteblomster(lathyrus) - før i år:-)
Flere år i træk har jeg forsøgt mig med ærteblomster - i krukker og på friland og en masse forskellige sorter. De er bare aldrig rigtig blevet til noget - få blomster og korte stilke, så man ikke kunne klippe en ordentlig buket.
I foråret købte jeg tidsskriftet Isabellas. Med bladet fulgte der en lille pose med ganske få ærteblomstfrø. Dem såede jeg i mit nye højbed sammen med valmuerne - og resultatet er simpelthen overvældende!
De er blevet kæmpestore! De dufter så dejligt:-)Og de sætter et væld af blomster i de skønneste farver.
Jeg plukker den ene dejlige buket efter den anden, og de kvitterer bare ved at sætte endnu flere blomster.
Jeg skal bestemt huske, at tage en masse frø:-)

tirsdag den 6. september 2011

Tomat, tomat og atter tomat

Vi har/har haft fantastisk mange tomater i drivhuset i år, mens dem vi satte på friland ikke rigtig er blevet til noget. Det har nok været for koldt.
For en tomatelsker er der ikke noget bedre end at kunne gå ud i drivhuset og plukke friske tomater til dagens middag.
Jeg kan stadigvæk ikke spise kød, så jeg lever mest af supper, grød, brød og grønsager. I går lavede jeg en kæmpeportion tomatsuppe.
TOMATSUPPE PÅ MIN MÅDE
2 kg tomater - fire forskellige slags - bøftomater, flasketomater, canariske tomater og sherry-tomater skæres i både eller skiver
1 rødløg - hakkes
3-4 stængler blegselleri - hakkes
1 meget stor gulerod eller 3-4 mindre - skæres i tern
1 stilk løvstikke
4-5 kviste timian
1 dl fløde eller mælk
salt, sukker og peber
Svits løg, blegselleri og gulerødder kortvarigt i lidt rapsolie.
Hæld tomaterne, løvstikke, timian og 2 dl vand i.
Lad det hele småsimre i en halv times tid.
Fisk løvstikke og timian op og blend suppen.
Hæld mælk eller fløde i og smag til med salt, sukker og peber.
Jeg bruger 1-2 tsk. sukker til denne portion for at gøre smagen mere rund.
Spises med et godt stykke brød eller flute til.
VELBEKOMME!

torsdag den 25. august 2011

Dagens høst :-)

Jeg kunne have plukket dobbelt så mange bønner, men orkede ikke rigtig da fryseren allerede er godt fyldt op med bønner:-)
Det er det andet hokkaido-græskar jeg høster, men der er flere på vej. Hvis man tørrer stilk og bund ved stuetemperatur, skulle man efterfølgende kunne opbevare det køligt en stor del af vinteren. Så jeg håber på, at der bli´r mange flere af de flotte orange græskar - elsker græskarsuppe:-)

onsdag den 3. august 2011

Jeg elsker tomater !

Hvis jeg blev bedt om at vælge tre fødevarer at tage med på en øde ø, ville tomater nok komme øverst på listen. De kan indgå i utallige retter og tilberedes på uendeligt mange måder. Allerbedst synes jeg dog om dem naturel. Der er intet, der slår en rugbrødsmad med tomat og purløg:-)
Vores egne tomater i drivhuset er lidt lang tid om at komme i gang. Der er mange grønne - men ingen røde.
Da den gårdbutik, hvor jeg køber grønsager, vi ikke selv har, lukkede 31. juli, købte jeg en hel kasse friskplukkede tomater.
Men lige pludselig begyndte tomaterne i drivhuset at rødme,
Vi har mange forskellige slags tomater, men det er bøftomaterne, der er først. Vi har høstet én, og der var nok til tomatsalat til to personer:-)
Den anden er ligeså stor.
Hvad gør jeg så med resten af alle de tomater i kassen ?
Det er da ikke noget problem:-)
Nogle af dem bliver kogt til en god sugo og frosset ned og andre bliver tilberedet på denne måde.

torsdag den 28. juli 2011

Brød og blomster

Når jeg bager brød og boller bruger jeg aldrig nogensinde en opskrift, og derfor bliver brødene heller aldrig ens. Væskemængden er nogenlunde den samme, men hvad jeg ellers kommer i afhænger af, hvad jeg har lyst til og hvad jeg har af mel og kerner.
I går bagte jeg et rigtig dejligt brød, som jeg vil skynde mig at give Jer opskriften på, mens jeg kan huske det:-)
Jeg har en flydende surdej i køleskabet, og hvis du ikke har det, skal du nok hæve gærmængden lidt.
IRENES SQUASHBRØD
4 dl vand
1 dl Thiese youghurt naturel
1/2 dl god økologisk olivenolie
20 gram økologisk gær
1 dl flydende surdej
1 tsk salt
1 stor tsk honning eller rørsukker
2 dl økologisk durummel
2 dl økologisk sigtet speltmel
1 lille groft revet squash
Økologisk hvedemel til det passer:-)
Rør gæren ud i væsken.
Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt til dejen har den rette konsistens. Den skal være blød og smidig, men alligevel lidt klistret, så pas på med at komme for meget mel i. Lad dejen hæve tildækket med et viskestykke over til den har mere end dobbelt størrelse. Det kan godt tage 4-5 timer.
Slå dejen let ned og form et stort brød (eller 2 mindre hvis du foretrækker det). Brug lidt mere mel, hvis dejen er meget klistret. Lad brødet hæve indtil ovnen er varm.
Rids brødet med en skarp kniv og kom vand på det. Det giver en sprød overflade.
Bag brødet i en halv time ved 200 grader.
Hvis brødet ikke er brunt nok, så hæv temperaturen til 225 grader og bag det 5 min mere.
Lækkert at spise lunt med koldt smør på :-)
Velbekomme!
DAGENS BUKET FRA HAVEN
Dagens havebuket består af:
Lyserøde og pink floks
Hvide fredløs
Lime lodden løvefod
Lyslilla fyldte valmuer
Orange og gule morgenfruer
En sand øjenfryd!

onsdag den 27. juli 2011

Valmuerne

Jeg må lige vise, hvordan mit valmuebed ser ud lige nu.
Der er selvfølgelig flest af de "almindelige" røde valmuer, der bestemt også er kønne.
Men der er også nogle meget anderledes valmuer med i frøposerne fra Monet.
Jeg nyder dem i fulde drag, og fotograferer dem næsten dagligt, for desværre holder de sig kun i få dage.