Viser opslag med etiketten katte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten katte. Vis alle opslag

lørdag den 3. marts 2012

Om katte

Tusind tak for alle Jeres søde og medfølende kommentarer om min kat!
Her er tomt uden hende.
Ingen kat der kommer luskende og sniger sig op på skødet af mig, når jeg strikker. Ingen kat der følger lige i hælene på mig, når jeg går tur i haven. Ingen kat der napper mig i hælene, når hun gerne vil have en godbid.
Her er tomt i huset.
Ærkeenglen mener, at jeg bare skal have en ny kat, men sådan en lille killing skal opdrages, og det ved jeg ikke rigtig, om jeg orker lige nu.
Jeg kunne også få en voksen kat ude fra Dyreinternatet, men det er ligesom ikke helt det samme som at have haft katten fra killing af.
Jeg overvejer faktisk også en racekat. Så kunne vi bygge en udendørs kattegård, så jeg undgik at mine katte blev kørt ned.
Måske en stor skovkat, som min bror en gang havde.
Eller en Maine Coon som Anne har.
Der er så mange skønne katte, og jeg tror faktisk at Ærkeenglen har ret. Jeg kan ikke undvære en kat:-)

fredag den 2. marts 2012

Silke

Min søde, skønne, dejlige, kælne, flotte hunkat Silke blev kørt over i går aftes.
Jeg er bare så ked af det.
Hun vil blive savnet.

tirsdag den 15. november 2011

Jeg kan ikke strikke....

....når min kat Silke kommer og kaster sig på skødet af mig:-)
Hun mener til gengæld, at når jeg sætter mig godt til rette, så er det tid til noget seriøs nus og kæl:-)

torsdag den 20. oktober 2011

Ligesom katten....

Den nye kemo(Xeloda) har ligeså mange (irriterende) bivirkninger som den første jeg fik. Èn bivirkning er dog fælles - trætheden!
Så jeg gjorde ligesom katten.....
.....og vågnede forvildet op igen kl. 16.20 - alt for sent til at nå til strikkecafé hos "Sophies forældre", som jeg ellers havde planlagt. Øv, øv og atter øv!

fredag den 14. oktober 2011

Fætteren

Husker I ham her ? Han havde sidste vinter uindbudt taget fast ophold i min slagbænk.
I år er hans fætter flyttet ind i mit køkken.
Vi forsøgte i går at drive ham ud fra hans gemmested under fryseren. Han strøg lige forbi kattens snude, men den lade kat langede bare dovent en pote ud uden at fange ham. Nu har Mr. Mouse taget ophold bag komfuret og køkkenbordet, hvor det er umuligt at få fat i ham. Der er linet musefælde op og i nat var der en farlig ballade i køkkenet.
Men er Mr. Mouse lige så klog som sin fætter, så er han ikke sådan at fordrive. Hvem ville også være det, når man har et lunt og komfortabelt pensionat med adgang til rigelige mængder af (katte)mad ?

torsdag den 25. november 2010

Bestemt ikke et vejr for katte...

...at være ude i, synes min kat Silke.
Det sner her i Århus i dag og bidende koldt er det.
Sneen er kold og våd om poterne - bestemt ikke egnet for katte.
Silke må nærmest sparkes ud bare en gang om dagen, og straks efter står hun ved døren igen.
Dagen tilbringer hun sovende rundt omkring i huset på udsøgte steder.
Efter at jeg nu to gange har flyttet hende fra min computerstol, skred hun fornærmet ind og lagde sig i den gamle dukkeseng min far lavede til mig i julegave for mange, mange år siden.
Dér må hun strengt taget heller ikke ligge, men det ser da meget sødt ud:-)

mandag den 23. august 2010

Jeg skal lige love for.....

...at efterårsstrikkesæsonen er blevet skudt godt i gang.
I lørdags var jeg til strik i Butik Garn10. I går til strikkesøndag hos strikkegruppen "Lises mostre" - desværre ingen billeder, selv om jeg havde kamera med - og i morgen er der strikkecafé i Butik Fandango.
Jeg købte garn til en Pisa hos Helle - New Zealandsk lammeuld - og den er jeg lige startet på.

Og så havde Helle et helt uimodståeligt tilbud - minus 60% på udgåede farver i Å.L.J.-garn fra Isager.
Jeg købte gråblåt og grønt til tvillingesweatre og det koboltblå er til endnu en vest til mig selv:-)

Om sommeren er det ikke meget jeg ser til min kat. Hun lever et skønt udendørs katteliv fyldt med dejlige dufte og en menu bestående næsten udelukkende af fugle og mus.
Nu er hun så småt begyndt at indfinde sig på sin vante plads i sofaen, når jeg sidder og strikker - endnu et tegn på, at det er ved at være efterår.

lørdag den 3. april 2010

En hunmis med overskæg

Af en eller anden grund har mange af mine indlæg i den sidste tid handlet om dyr:-)
Det er absolut ganske tilfældigt, men her kommer endnu et dyreindlæg. Så er du advaret:-)

De sidste par dage har jeg været på besøg hos min bror og hans familie.
De har lige udvidet familien med en lille skovkat. Sådan en skovkat kan blive temmelig stor, og selv om det er en hunkat - ja så har hun et nydeligt overskæg. Af samme grund lyder hun navnet Poirot! (For dem der ikke ved det, er Poirot en detektiv i Agatha Christies kriminalromaner, der er udstyret med et formidabelt cykelstyroverskæg).
Hunkatten Poirot er fem måneder, meget kælen og sød og med en langhåret blød pels og en skøn tyk hale. Hun bor sammen med hunden Snoopy og kaninen Kaninus. De tre kommer udmærket ud af det sammen og har det ret fornøjeligt

torsdag den 1. april 2010

MUS OG MÆND


Fortsættelsen af den afsindige musehistorie kan læses her hos Michael

tirsdag den 30. marts 2010

Når katten er ude.....

I de sidste par dage har min kat mange gange sat sig foran køleskabet og stirret stift ind under det. Vi har selvfølgelig tjekket, om der var et eller andet, men har ingenting kunnet se, og har så slået os til tåls med, at det nok var en af de store edderkopper, der boede under køleskabet.
I går lød der pludselig stygge bandeord nede fra køkkenet.
"Hvad er der?" råbte jeg.
"Det vil du slet ikke vide, men tag katten med ned", lød svaret.
Nu er det altså sådan, at jeg overhovedet ikke er bange for mus, hvorimod det er en ganske anden sag, når det gælder edderkopper. I parentes bemærket synes jeg faktisk, at mus er ret søde:-) Men det skal nu alligevel siges, at det var en temmelig velvoksen, tyk og fed mus, der pilede rundt på køkkengulvet. Ved siden af køleskabet står skålen med kattens tørfoder, så det har musen sikkert levet fedt og godt af.
Musen strøg op i fryserens ventilatorrør - uden for rækkevidde. Katten var ganske uinteresseret og ville bare ud i haven, så vi måtte lade det blive ved det. Alligevel - ret irriterende at den mus netop skulle befinde sig i køkkenet af alle steder.
Sidst på aftenen gjorde katten imidlertid det katte nu en gang skal, så nu har vi (forhåbentligt) igen et musefrit hjem:-)
Billedet er lånt fra Google Billeder.

lørdag den 27. marts 2010

Hvad ser hun på?


Jeg har ferie fra nu af og lige indtil efter påske, og hvor jeg dog synes jeg trænger til det.
Jeg har bare så mange kreative sysler jeg gerne vil i gang med - både ude og inde:-)
Og hvad er det så min skønne kat stirrer stift på?
Jo - igen i dag havde vi besøg af to Bambier, der fredeligt dryssede omkring og fik sig et solidt morgenmåltid af nedfaldsæbler, jordbærplanter og hvad der sådan ellers er af nye spirer.

mandag den 9. november 2009

Kattestreger


Silke-missen synes lige hun ville demonstrere lidt og lægge sig på min musemåtte, fordi jeg ikke, som jeg ellers plejer ved denne tid, sidder i sofaen og kæler for hende :-)

søndag den 30. august 2009

Ude godt - hjemme bedst

Sent i går aftes vendte vi hjem fra ferien i det franske efter godt 12 timers kørsel.
Det er et par dage tidligere end beregnet, men Michael blev kaldt til et møde på sin arbejdsplads på mandag.
Dejligt at komme hjem igen - jeg har savnet min dyne og et godt stykke rugbrød:-)
Katten Silke var meget fornærmet over, at vi havde været væk så længe. Hun flyttede ellers ind hos naboen, mens vi var væk. Lidt fransk pátê hjalp dog betydeligt på humøret.
Så nåede vi også hjem i tide til at deltage i fødselsdagen for hende her:-)
Mit ældste barnebarn Nanna fylder 6 år i dag.

onsdag den 1. juli 2009

Pelsdyr

....må selvsagt have det utroligt varmt i disse dage....

Min kat Silke dukker ikke op før her hen på aftenen, når det begynder at blive en smule køligt. Så følger hun mig også rundt i haven, hvor jeg står og går. Angriber mine ben bagfra eller fjoller rundt foran mig, så jeg er ved at falde over hende.
Kåd som en killing:-)
Hun elsker udendørslivet her om sommeren ligeså meget som vi gør:-)

torsdag den 9. april 2009

Feriehygge


Nyplantede stedmoderblomster

Nybagte blåbærmuffins

Silke slikker sol

De første violer


Påskelam

søndag den 15. februar 2009

Kattetasken


Endelig - endelig kom jeg i gang med at sy igen. Min symaskine har stået stille i over et år, eller faktisk lige så længe som jeg har haft bloggen. Efterhånden er der mange, som har spurgt, hvornår jeg syr nye tasker igen, og i dag fik jeg så lyst til det:-)
I første omgang kattetasken til mig selv. Stoffet er købt i Siena for et par år siden. Da jeg så det, måtte jeg simpelthen eje det, så selv om det var dyrt, købte jeg et lille stykke lige nok til en taske. Den er foret med stribet gardinstof købt for mange, mange år siden, og eneste pynt er den store knap til at lukke med. Mønstret er fra Anne Marie Øbys bog "Trendy tasker". Jeg er ikke så ferm til at sy, men jeg synes, den er blevet skøn:-)

torsdag den 5. februar 2009

Mappe 6 billede nr. 6

Mette har givet mig en udfordring : Vis det 6.billede i den 6. mappe med billeder.
Nu er det sådan, at mine billeder er ordnet på 2 forskellige måder. "Gamle" billeder er ordnet i mapper efter emne. Nyere (fra det sidste par år) er ordnet kronologisk.
Mappe 6 fra "gamle" billeder er alt for private til at jeg vil eksponere dem her - beklager :-)
Derfor lander vi på mappe 6 kronologisk i marts måned 2008, hvor jeg fejrede min fødselsdag sammen med min familie.

Det er børnebørnene, der er flest billeder af i den mappe.
På billede 6 sidder de alle tre sammen med katten Silke og ser tegnefilm.
Oskar er i perlestrikket trøje fra mormor. Villads har vistnok haft fat i en saks og selv forsøgt at klippe sit pandehår. Nanna sidder så hun både kan holde øje med filmen og katten ,fordi hun er lidt bange for, at den skal lange en pote ud efter hende.
Katten Silke er en mærkelig kat. De fleste katte bryder sig ikke så meget om små børn, men Silke er næsten ligeså interesseret i børnebørnene, som de er i hende.
Derfor ligger hun, så hun har det store overblik over, hvad de foretager sig.
Ja - billede nr. 6 er et skønt billede:-)
Jeg sender opfordringen videre til de, der endnu ikke har prøvet denne lille leg :-)