fredag den 27. februar 2009

Shetland Triangle III


Jeg har længe gerne villet strikke et Shetland Triangle mere. Faktisk havde jeg reserveret bogen Wrap Style, hvor opskriften findes i, et godt stykke tid før jul. Men der er en lang, lang reserveringskø på netop den bog, og selv om èn af de få frynsegoder, jeg har, er at jeg kan springe køen over, så synes jeg ikke lige, at jeg kunne tillade mig det. De andre har jo ventet lige så længe. I stedet endte jeg med at købe bogen, og der er bestemt også andre af opskrifterne i den, der er værd at prøve.
Her er det så - mit tredje Shetland Triangle strikket i Wilfert`s Verona - en blanding af 70% merinowool og 30% mulberrysilk. Et fantastisk lækkert garn at strikke med, og farverne er bare så skønne - her en smuk lyslilla/lavendel. Bestemt ikke sidste gang jeg strikker med det garn. Jeg har strikket med pind 5 og brugt 250 gram, så det er ikke et let og fluffy sjal, men jeg kan godt lide det falder lidt tungt. Jeg har gentaget mønsterrapporten 12 gange i stedet for 8, som opskriften foreskriver, så det er også blevet et stort sjal.
Sjalet her er til en kollega, hvis hun kan li`det :-)
Jeg er straks gået i gang med endnu et sjal i samme mønster til mig selv.
Jeg elsker simpelthen at strikke sjaler og Evelyn A. Clarks mønstre er altså suveræne.

onsdag den 25. februar 2009

Snøft - nys - host - snøft....


Øv - øv - øv! Mandag morgen var jeg bare rigtig, rigtig syg med feber og det hele. Hverken TV, strik eller læsning var interessant - så er jeg altså rigtig syg. Har faktisk sovet det meste af et døgn kun afbrudt af korte vågne øjeblikke, hvor jeg så forsøgte at presse et eller andet flydende ned gennem halsen. Lige nu har jeg siddet ved computeren i sølle 10 min, men kan mærke, at jeg trænger til at indtage en vandret position igen. Jeg kommer hverken til vandgymnastik i dag eller strikkecafé i morgen. Øv - øv - øv!

søndag den 22. februar 2009

En lillebitte smule forår ?


Under sneen der nu er helt væk igen, fandt jeg disse yndige forårsbebudere. Der er også en snert af forår i luften i dag, selv om det har været et forrygende blæsevejr.
Jeg har nu mestendels opholdt mig indendøre. Jeg er én af de (få), der 7-9-13 slet ikke har været forkølet eller haft influenza i vinter, men Michael er slemt ramt, og i går begyndte min hals så også at føles noget ru og irriteret. Derfor forsøger jeg at tage det i opløbet med strepsiler, friskpresset frugtsaft og masser af varm te med honning.
Og så lige et lille smugkig på et strikketøj, der snart er færdigt.....

lørdag den 21. februar 2009

Hastværk.....


Michael syntes jeg skulle skrive et indlæg om, hvordan jeg kvajede mig i dag, så det må jeg vel hellere - omend modstræbende:-)
I formiddags lagde jeg lige en surdej til et brød, der skulle spises sammen med en dejlig cremet jordskoksuppe her til aften. Samtidig lagde jeg dej til fastelavnsboller til eftermiddagskaffen. De to slags dej blev derefter lagt til hævning i to ens skåle.
Da jeg så skulle lave henholdsvis boller og brød, må jeg desværre være kommet til at bytte om på de to slags dej.
Vi har i hvert fald fået surdejsfastelavnsboller med marcipan og chokolade til kaffen, og kardemommebrød til jordskoksuppen:-)

Det er her det sner !


For første gang i vinter sner det her i Århus med nogle kæmpestore fnug, der lægger sig og bliver til et fint, jomfrueligt lag sne.
Jeg skyndte mig ud og tog et par billeder. Det er måske både de første og sidste snebilleder i år - for skulle det ikke slå over i regn i nat ?

fredag den 20. februar 2009

Branching out 3


Jeg foretager stadig adskillige overspringshandlinger for at undgå at strikke min Kochoran-jakke færdig. Jeg mangler ellers kun ærmerne, så det er bare et spørgsmål om at tage sig sammen, men det er altså så kedeligt at strikke ret- og glatstrikning :-(
På lageret havde jeg 100 gram håndfarvet Supersoft fra Marianne Svit i den skønneste rød/orange farve. Jeg er vældig glad for mit grønne tørklæde i samme garn, så jeg ville have et mere. Branching out er altså et dejligt mønster, og nu det er tredje gang jeg strikker det, er jeg ved at have fod på det. Jeg tror én af grundene til, at jeg elsker det mønster er, at det ligesom trekantsjaler har en midtermaske og så spejlvendes mønstret på hver side - genialt. Jeg tænker på, om man måske kan konstruere et lidt bredere mønster efter samme princip, men der skal vist regnes en del på det :-)
I hvert fald blev det endnu en lun halsklud, der vil passe perfekt til min nye sorte jakke. Oprindelig er Branching out strikket i noget tyndt fluffy garn, men jeg synes mønstret meget bedre kommer til sin ret i uldgarn - her 2 tråde på pind 4. Det bliver også mit 5. projekt ud af de 12 projekter på Ravelry. Men nu holder jeg også en pause med projekterne af lagergarn, for lige nu strikker jeg med nyt garn!!!

torsdag den 19. februar 2009

Fint og fnuglet


Jeg blev færdig med min kollegas tørklæde i går aftes. Et nemt lille projekt, der bare tog to aftener at strikke. Det fine, enkle mønster er lavet af Lene Holm Samsøe. Der gik tre nøgler Carezza til det, og jeg har strikket på pind 5. Der er lavet et lille hul midt i tørklædet, hvor man kan trække den ene ende igennem.
Jeg synes, det er rigtig elegant.

onsdag den 18. februar 2009

Halstørklæde


Jeg har lovet en kollega at strikke et halstørklæde for hende, som hun var løbet helt sur i. Garnet er Carezza - en fnuglet blanding af 70% angora, 10% uld og 20% polyamid.
Jeg startede i går, og et forholdsvis enkelt mønster, pinde nr. 5 og halvanden time i selskab med Beck gør, at jeg allerede er nået halvvejs:-)

mandag den 16. februar 2009

Romantisk Valentinesfrakke


Tænk Jer - man kan vinde denne fantastisk søde og romantiske røde jakke!
Lige her!Jeg er fuldstændig klar over, at jeg ikke selv kan skrue mig ned i den, men den vil se rasende godt ud på min datter:-)

søndag den 15. februar 2009

Kattetasken


Endelig - endelig kom jeg i gang med at sy igen. Min symaskine har stået stille i over et år, eller faktisk lige så længe som jeg har haft bloggen. Efterhånden er der mange, som har spurgt, hvornår jeg syr nye tasker igen, og i dag fik jeg så lyst til det:-)
I første omgang kattetasken til mig selv. Stoffet er købt i Siena for et par år siden. Da jeg så det, måtte jeg simpelthen eje det, så selv om det var dyrt, købte jeg et lille stykke lige nok til en taske. Den er foret med stribet gardinstof købt for mange, mange år siden, og eneste pynt er den store knap til at lukke med. Mønstret er fra Anne Marie Øbys bog "Trendy tasker". Jeg er ikke så ferm til at sy, men jeg synes, den er blevet skøn:-)

Fra strikkefronten

Ikke så meget nyt at vise frem. Jeg strikker og strikker på min Kochoran-trøje, der er kæmpestor og tung og besværlig at sidde med. Ind imellem starter jeg derfor nye(mindre!) projekter op:-) Det skal I nok høre om senere. Det er da også lykkedes mig at færdiggøre et par små projekter. Et par antracitgrå pulsvarmere til en kollega i baby-alpacca. Dem nåede jeg ikke en gang at fotografere. Desuden strikkede jeg lige disse mintfarvede i silke/merino - det sidste nøgle fra en trøje. Det høvlede lige 100 gram mere af mit lager, så selv om jeg også har købt nyt, synes jeg, at det begynder at kunne ses, at lageret svinder - lidt :-)

Strikkecafé på Højbjerg Bibliotek


I går løb srikkecafeen med Sys Fredens på Højbjerg Børnebibliotek så af stablen. Omkring 10 mødre, døtre og mormødre havde fundet vej til biblioteket. Desværre ikke så mange, men det er svært at konkurrere med alle de andre arrangementer i vinterferien. De der kom havde i hvert fald en vældig hyggelig dag. Der blev strikket koncentreret og lært nye teknikker og finesser.


søndag den 8. februar 2009

Nannas tøse-islænder




Så blev Nannas tøseislænder også færdig. Det er en str. 5-6 år strikket i Lana Grossa Merino Superfein på pind 4. Der gik 4 1/2 nøgle pink og knap 1 nøgle råhvid.
Opskriften er helt min egen, men jeg tror faktisk, den vil passe hende fint. Håber jeg kan komme til at tage et billede af hende med den på, men hun står ikke stille ret længe ad gangen :-)
Imens jeg blogger, breder der sig en herlig duft i hele huset. Michael er ved at bage boller og brunsviger til eftermiddagstheen/kaffen.

lørdag den 7. februar 2009

Nannas benvarmere


Jeg tror det er første gang, jeg har hele fem strikkeprojekter i gang samtidig. Det er en lille smule stressende, fordi jeg så føler, at jeg ikke rigtig får noget færdigt, men samtidig er der strik til enhver lejlighed, og det er godt nok. Efter de sædvanlige lørdagsindkøb, fyldning af vaskemaskine samt en lettere soignering af huset, blev det endelig knitting-time. Nannas benvarmere blev færdigstrikket her i eftermiddag til en gammel Sherlock Holmes-krimi. De er strikket på pind 3 1/2 i lilla Lana Grossa Big Merino Wool. Opskriften er fra "Kæk og klassisk børnestrik".

torsdag den 5. februar 2009

Strikkecafé i Beder


I dag var så dagen, hvor jeg for første gang skulle prøve at afholde strikkecafé alene. Jeg har før gjort det sammen med kompetente strikkere, hvor min rolle har været den allerstedsnærværende stik-i-rend-pige.
Min veninde - afdelingslederen i Beder - synes at jeg godt kunne stå på egne(vaklende)ben,så sådan blev det:-)
Det var selvfølgelig med bævende hjerte jeg stillede op. For kom der kun hardcore-strikkere som kunne ALT og iøvrigt havde gået på SKALS ? Så gav de nok ikke meget for mine små fif og gode råd. Så kunne jeg godt gå hjem igen! Og var de, der kom, kun interesseret i at få opskrifter eller i at udveksle ideer ?
Det viste sig at blive en skøn strikkecafé og en blanding af ovennævnte scenarier - i hvert fald nød jeg den ! Jeg håber, at de der deltog fik noget ud af det, men jeg er ikke prof. uddannet strikker - blot autodidakt. Og efter min meninng drejer det hele sig jo blot om at strikke - og isærdeleshed om at nyde det!
Beders afd.leder og jeg taler om en mulig gentagelse:-)

Sophias mormor

Jeg har før skrevet om den lille garnbutik i Harlev "Sophias mormor" som ejes af Strikkende mormor.
Nu er butikken flyttet til Hørning butikstorv til et dejligt, stort og lyst lokale.
Butikken åbnede i dag, og eftersom det er tæt på mig, var jeg selvfølgelig over og hilse på.

Der er massevis af super-lækkert garn og også et par spændende nyheder.
Hvad mener I f.eks om garn lavet af mælk ? Ja - du læste rigtigt - mælk! Det er helt vildt blødt og lækkert.

Noro strømpegarn. Nice!

Men det jeg var allermest begejstret for var Verona-garnet fra Wilferts, fordi det har de skønneste sorbet-is farver. Delicious!

Og nu kan jeg høre Jer allesammen råbe : "Hva - købte du noget?"
Ja - det gjorde jeg da:-)
Jeg har jo ikke givet mig selv købeforbud, blot meldt mig til 12 projekter for at få has på noget af mit lagergarn.
Jeg købte bl.a noget af det lavendelfarvede Verona fra Wilferts, og jeg glæder mig sådan til at prøve at strikke med det. Jeg købte også noget andet, som jeg skriver et indlæg om senere.
NB! Sidste nyt!
Jeg har netop talt i telefon med Michael, og han skal måske til USA om en uge, så skal jeg have lavet en gedigen garn- og bogliste til ham.
Åhhh - det er skrækkeligt ! Der er alt for lidt timer til alt det jeg gerne vil strikke :-)

Mappe 6 billede nr. 6

Mette har givet mig en udfordring : Vis det 6.billede i den 6. mappe med billeder.
Nu er det sådan, at mine billeder er ordnet på 2 forskellige måder. "Gamle" billeder er ordnet i mapper efter emne. Nyere (fra det sidste par år) er ordnet kronologisk.
Mappe 6 fra "gamle" billeder er alt for private til at jeg vil eksponere dem her - beklager :-)
Derfor lander vi på mappe 6 kronologisk i marts måned 2008, hvor jeg fejrede min fødselsdag sammen med min familie.

Det er børnebørnene, der er flest billeder af i den mappe.
På billede 6 sidder de alle tre sammen med katten Silke og ser tegnefilm.
Oskar er i perlestrikket trøje fra mormor. Villads har vistnok haft fat i en saks og selv forsøgt at klippe sit pandehår. Nanna sidder så hun både kan holde øje med filmen og katten ,fordi hun er lidt bange for, at den skal lange en pote ud efter hende.
Katten Silke er en mærkelig kat. De fleste katte bryder sig ikke så meget om små børn, men Silke er næsten ligeså interesseret i børnebørnene, som de er i hende.
Derfor ligger hun, så hun har det store overblik over, hvad de foretager sig.
Ja - billede nr. 6 er et skønt billede:-)
Jeg sender opfordringen videre til de, der endnu ikke har prøvet denne lille leg :-)

Ny konkurrence hos min navnesøster

Så er der en ny konkurrence man kan deltage i.
Jeg vandt desværre ikke én af de søde elefanter, men som ukuelig optimist forsøger jeg mig da bare igen i en anden konkurrence.
Denne gang er det min navnesøster, der afholder en konkurrence, hvor du kan vinde en fin vest samt garn til et nyt strikkeprojekt.
Du kan se vesten samt læse mere om, hvordan du deltager her.

tirsdag den 3. februar 2009

Tøse-islænder



Nannas trøje skrider fremad, men jeg kunne være nået langt længere. Og hvordan så det ? Jo - det er sådan en selvkomponeret tøse-islænder i pink og råhvid. De enkelte mønstre må ikke være for store, så trådene på bagsiden bliver for lange og man hænger i(har ikke lært vævestrik endnu).
Derfor slog jeg bare masker op på slump og strikkede derudad. Og hvornår er det så man lærer, at det er rigtig dumt at gøre ? I søndags havde jeg nemlig forlagt mit målebånd, og da jeg endelig fandt det, havde jeg strikket 20 cm af bullen, der så viste sig at være for smal. Suk ! Så der var ikke andet for end at starte forfra igen.
Nu ser det til gengæld ud til at passe, og i morgen skal jeg køre i tog en stor del af dagen, så mon ikke der bliver lidt strikketid:-)

Overdådige gratis-gaver


Ikke nok med at der i Blogland kan hentes en guldgrube af inspiration til at sy, strikke, hækle, lave mad, bage, læse osv. Nej - sandelig om ikke der også af og til er små konkurrencer, hvor man kan vinde de dejligste ting, og her er ens chancer nok en smule større end i Lotto :-)
Se blot ovenstående billede - en dejlig plaid og en skøn kurv.
Det er Ragnhild der udlodder de skønne ting.
Begge dele ville passe så fint hos mig!