søndag den 17. juni 2012
Nedtrykt
Laaang blogpause. Jeg har simpelthen ikke haft lysten til at blogge, selv om der er masser af blogindlæg, der trænger sig på. Det er nok ofte et glansbillede af mit liv jeg viser verden udadtil, ellers ville bloggen nok også blive forfærdelig trist at læse. Jeg prøver på, at holde sygdommen ude af bloggen, men den er så stor en del af mit liv, at en gang imellem er jeg nødt til at skrive lidt om den.
Sandheden er, at det er ufattelig hårdt at leve med en uhelbredelig cancersygdom. Bag bloggen bliver der grædt syndfloder af tårer. Det er hårdt at holde gejsten oppe - at være positiv og optimistisk. Nogle gange kan jeg næsten ikke mere.
Jeg bliver forfærdelig ked af det, når det bliver antydet, at det er min egen skyld, at jeg er syg. Jeg skulle ikke have røget eller drukket rødvin. Jeg skulle have levet mere sundt og dyrket mere sport. Men jeg bliver frygtelig vred, når samme personer ikke under mig et enkelt glas vin hver 14. dag ejheller det daglige stykke kage, som stort set er den eneste mad, der smager "rigtigt". Som om disse små synder gjorde nogen som helst forskel!
Jeg har fået en ny omgang med 3 gange taxotere-kemo. Ny skanning. Vente- vente på svar, der desværre viste, at nu duer den her gift heller ikke mere. Jeg er straks blevet sat over på en ny slags kemo - nu hedder giften vinorelbine. Det er den fjerde slags jeg prøver, og det eneste jeg drømmer om, er at få en kemofri pause, hvor jeg kan komme en tur ned i varmen til mit elskede Italien.
Lige nu trænger jeg til små oplevelser, adspredelser og overraskelser.
Endnu en gang må jeg prøve at hive mig selv op i mit tynde, pjevsede hår:-)
Det skal nok lykkes - igen! Livet er jo skønt - næsten uanset hvad:-)
I får lige et billede af én af mine engelske roser, der lige er sprunget ud. De er lige så yndige som sidste år og dufter helt vidunderligt.
onsdag den 6. juni 2012
mandag den 4. juni 2012
Bolero/bluse i håndfarvet garn
Jeg valgte blomsterknapperne til den lille bluse, fordi jeg synes de passede bedst til sådan en lille, romantisk, nostalgisk sag:-)
Jeg er meget tilfreds med den. Garnet var en fornøjelse at strikke med og resultatet blev rigtig fint. Garnet er en blanding af 50% bomuld 45% alpaca og 5% polyamid, og det ændrede sig overhovedet ikke i vask. Det er bestemt ikke sidste gang jeg strikker af Julias garn. Blusen er også meget anvendelig - som sommerbluse nu og til vinter med en langærmet T-shirt indenunder.
FAKTABOKS:
Design: Egen opskrift
Garn: Knit me alot fra Julia
Garn fra lager: Ja
Anvendt: lige knap 300 gram
Farve: Viola
Købt hos: Julia
Pinde: Addi rundpind 3 1/2
Str.: Min
fredag den 1. juni 2012
Så blev det juni
... og se lige hvad vi skal have til aften! Åh - de skal nydes:-)
Ærkeenglen købte for sjov tre specielle kartoffelpotter. Der er en yder og en inderpotte. Den inderste potte kan løftes op, så man kan "plukke" kartoflerne og derefter sætte planten ned igen og lade den gro videre. Der kan være tre kartoffelplanter i hver potte. Det er selvfølgelig ikke det store udbytte man får, så vi har også kartofler på friland. Men det er da fantastisk at man kan høste kartofler så tidligt. De skal nydes med flagesalt og koldt smør. Uhmmm!
onsdag den 30. maj 2012
Shopping
Da jeg vågnede i morges, havde jeg en frygtelig lyst til en shoppetur, så sådan blev det:-)
Jeg er i gang med at strikke hele to cardigans - Lyse nætter - dog med et andet mønster end opskriftens samt en lun helt enkel glatstrikket vintercardigan i Noro garn købt sidste år på tilbud i Fandango.
Men man kan aldrig få for mange cardigans - vel:-)
Så et besøg hos Tøndering Strik resulterede i indkøb af en opdateret version af Daffodil af Helga Isager samt garn i en smuk blå farve. Den første Daffodil-opskrift var der fejl i, så Helga har lavet en helt ny og omarbejdet udgave af opskriften. Måske bliver cardiganen ikke blå, men man skal jo købe garn for at få fingre i opskriften. Jeg kunne godt se en sommerlig udgave af Daffodil i råhvid eller gul.
Vel hjemme igen var der kommet mail fra Ho-strik med nogle uimodståelige tilbud bl.a på Højlandsgarn der udgår og erstattes af et næsten lignende garn. Derfor måtte Dankortet endnu en gang svinges, så der kom "en lille smule" garn til lageret:-)
søndag den 27. maj 2012
Pinsesol
Jeg skal nok vende tilbage til knapperne i et senere indlæg. Jeg synes faktisk det er meget sjovt, at I er så mange, der gider tage stilling til, hvilke knapper jeg skal bruge:-)
Dagen i dag bliver ikke brugt til meget andet end at opholde sig her:
....fordybet i en god krimi:
....og med en kop chokolademynte-the inden for rækkevidde.
Det er rigtig friskt her i sommervarmen - smager lidt ligesom After Eight-the:-)
onsdag den 23. maj 2012
Valg af knapper
Jeg er næsten færdig med den lille bluse strikket i Julias lækre garn. Jeg mangler kun at strikke knappekanterne og det gør jeg ikke, før jeg har valgt knapper og ved, hvor store knaphullerne skal være. Jeg har tænkt at bruge lidt større knapper end jeg plejer, og de skal sidde tæt, da det er den eneste form for pynt på den enkle bluse. Jeg vandt for et stykke tid siden en hel masse knapper hos Lone, og der er mange af hver og mange, som jeg selv synes er velegnede, men som sædvanligt er det svært at vælge.
Nr. 1 Blomsterknapper
Nr. 2 Gennemsigtige knapper med hvid midte
Nr.3 Guldbladeknapper
Nr. 4 Hvide knapper med guldmønster
Nr. 5 Knapper fra Italien Lysegrå med lille turkis midte omkranset af "guld"
Jeg kunne også gå ud og købe perlemorsknapper eller gule knapper eller forskelligfarvede knapper for at give blusen lidt "kant". Det er sørme svært - ikk:-)
Abonner på:
Opslag (Atom)