Uheldigvis falder min 3 måneders kontrol på Onkologisk Afd. sammen med Alexanders fødselsdag.
Efter at jeg har fået konstateret recidiv brystkræft gruer jeg simpelthen for undersøgelsen hver 3. måned, men samtidig er det jo fint, at der bliver holdt øje med en.
Allerede en uge inden undersøgelsen begynder bekymringerne og angsten så småt at røre på sig og i dagene inden, tænker jeg næsten ikke på andet. Det er svært at forklare familie og venner, for jeg tror ikke de forstår det, og jeg synes heller ikke rigtig, jeg kan være bekendt at belemre dem med det. Jeg hører alt for tit sætningen: " Jamen du ser jo godt ud!" underforstået: når du ser sådan ud, kan du ikke være syg. Hvis du var syg ville du være tynd og have tabt håret osv.
Til daglig prøver jeg da også at leve så "almindeligt" som muligt, men der er mange ting,jeg ikke kan mere. Jeg har mange bivirkninger af medicinen, og jeg bliver meget hurtigt træt, men så er det da heldigt, at jeg kan strikke :-)
For det meste har jeg en positiv indstilling til livet eller prøver i hvert fald på det, men jeg er ikke noget overmenneske og kan også falde i et sort hul,og humørsvingninger er desværre også én af medicinens bivirkninger.
I går sendte én af mine veninder mig en "Venskabsstafet" hvori der bl.a stod : " Vidste du, at dem, der fremstår som stærke, i virkeligheden er de mest følsomme og svage".
Den ku´ jeg så gruble lidt over.
Godt med sådan en veninde.
