tirsdag den 9. oktober 2007

Manden med de grimme tænder

I går udkom "Luftkastellet der blev sprængt" på dansk, så jeg stod selvfølgelig hos boghandleren, da han åbnede. Jeg kan ikke vente på den lange reserveringskø :-) Sjovt nok gik jeg i lang tid udenom Stieg Larsson, fordi jeg troede, at det ikke var noget for mig. Men en gang i sommer, da jeg ikke havde noget at læse, købte jeg etteren - og var helt solgt ! Manden læste begge de to første bøger på ferien i Italien, så jeg forudser slåskamp om treeren.
Den store nyhed i dagens lokale avis var for mig, at Paul Potts giver koncert i Messecenter Herning næste sommer. Nu kan jeg lige se mine kollegers slet skjulte grin, men det er da forunderligt at en lille, genert mand med grimme tænder har så vidunderlig en stemme. Første gang jeg så ham synge på TV, fik jeg tårer i øjnene, så hvordan vil det ikke være at se ham "in real life". Vil i hvert fald prøve at få billetter i morgen.
Åh ja, og så har jeg lavet min private google-startside, men jeg er ikke helt tilfreds med den, fordi jeg ikke kan se, hvor meget brug jeg har for den. Det jeg har brug for at tilføje, er alle de sider, som jeg ofte er inde på - altså dem man normalt har som foretrukne, bogmærker eller whatever. Jeg fandt også et sted, hvor man kunne tilføje egne gadgets, men nu kan jeg ikke finde det igen. Giver dog ikke op så let, må rode lidt mere med det :-)

Ingen kommentarer: