Selv en lalleglad optimist

....må en gang imellem tage ophold i kulkælderen.
Kemoen kan ikke få mig derned, men det kan strålebehandling så sandelig!
De sidste dage har uden overdrivelse været ganske forfærdelige.
Sidste uge fik jeg fire gange strålebehandling på halsen - kæben. Fordi det kun var fire gange var hver enkelt dosis meget høj. En uge efter sidste behandling kom regningen så. Min tunge svulmede op, min mund og mit svælg brænder som ild. Da det var allerværst kunne jeg kun synke småbitte slurke lunkent vand, og det var yderst smertefuldt. Jeg tager alt det smertestillende jeg må - panodiler, ibuprofen, morfin og alligevel gør det bare ufattelig ondt, så derfor har jeg hverken haft lyst til at strikke, blogge, læse eller nogetsomhelst - kun ligge og have ondt af mig selv.
Det siger sig selv, at det er yderst besværligt at få noget at spise. Varm mad er som at kaste brænde på bålet og smager også brændt og metallisk. Jeg har klemt lidt youghurt, kærnemælkskoldskål, is, jordbærgrød og proteindrik ned.
I går var det så også kemo-dag, men heldigvis har jeg næsten ingen bivirkninger af den. I dag har jeg det måske ovenikøbet en anelse bedre.
Ærkeenglen er frygtelig bekymret og ked af ikke at kunne hjælpe. Han har bagt pandekager til mig i dag, og åh hvor kunne jeg godt tænke mig pandekager, men jeg kan desværre ikke tygge og synke dem.
De kæmpestore, smukke, flødefarvede roser synes han jeg havde fortjent for svie og smerte den søde mand!