lørdag den 3. marts 2012

Om katte

Tusind tak for alle Jeres søde og medfølende kommentarer om min kat!
Her er tomt uden hende.
Ingen kat der kommer luskende og sniger sig op på skødet af mig, når jeg strikker. Ingen kat der følger lige i hælene på mig, når jeg går tur i haven. Ingen kat der napper mig i hælene, når hun gerne vil have en godbid.
Her er tomt i huset.
Ærkeenglen mener, at jeg bare skal have en ny kat, men sådan en lille killing skal opdrages, og det ved jeg ikke rigtig, om jeg orker lige nu.
Jeg kunne også få en voksen kat ude fra Dyreinternatet, men det er ligesom ikke helt det samme som at have haft katten fra killing af.
Jeg overvejer faktisk også en racekat. Så kunne vi bygge en udendørs kattegård, så jeg undgik at mine katte blev kørt ned.
Måske en stor skovkat, som min bror en gang havde.
Eller en Maine Coon som Anne har.
Der er så mange skønne katte, og jeg tror faktisk at Ærkeenglen har ret. Jeg kan ikke undvære en kat:-)

fredag den 2. marts 2012

Silke

Min søde, skønne, dejlige, kælne, flotte hunkat Silke blev kørt over i går aftes.
Jeg er bare så ked af det.
Hun vil blive savnet.

torsdag den 1. marts 2012

Laar

I øjeblikket strikker jeg ivrigt på min "Laar".
Måske inspireret af det fine forårsvejr det er i dag, for det bliver en rigtig forårscardigan med picotkanter og fint hulmønster.
Trøjen strikkes ud i et, så der er heldigvis ingen montering.
Man starter nedefra og strikker siden ærmerne på med forkortede venderækker i ærmekuplen. Det har jeg ikke prøvet før, og første forsøg blev da også noget mislykket. Jeg havde taget for mange masker op, så det nærmest blev et pufærme:-)
Det andet forsøg ser bedre ud.
Ellers byder eftermiddagen på en forhadt MR-skanning og sikkert også noget ventetid, så jeg skal lige nå at slå masker op til et lille projekt jeg kan have med i tasken

tirsdag den 28. februar 2012

Min yndlingsmad

Selv om jeg ikke skriver så meget om det, så har jeg stadigvæk store problemer med mad og med at spise, og der er ikke udsigt til at det bliver meget bedre.
Det er svært for mig at få nok proteiner, når jeg ikke kan spise kød.
I mange, mange år har jeg levet sundt og så vidt muligt også fedtfattigt uden at være fanatisk.
Det har den diætist, hospitalet pudsede på mig, vendt op og ned på. Nu skal jeg tænke på energi og proteiner. Frugt og grønsager må kun indtages som pynt, så må jeg hellere spise kager, desserter og chips, da det giver energi. Brød må jeg heller ikke få for meget af, og slet ikke rugbrød(som jeg elsker), for det bliver jeg alt for mæt af. Det er pålægget, der er det vigtigste, og så skal der smør på brødet - rigeligt smør!
Derfor er jeg hele tiden på jagt efter nye opskrifter med de ingredienser, som jeg kan spise og som stadig smager godt.
Forrige gang jeg var på hospitalet faldt jeg over en opskrift i et ugeblad, som jeg så har omdannet til denne mad, der giver både energi og proteiner og som er gået hen og blevet min yndlingsmad. Efter sådan én er jeg rigtig, rigtig mæt:-)
Et godt stykke økologisk kernebrød smøres med smør. Herpå lægges to-tre tykke skiver mild Emmenthaler, tynde skiver af et halvt æble(gerne Elstar). Herpå hældes flydende akaciehonning. Til sidst drysses med lidt hakkede valnødder.
Velbekomme!

mandag den 27. februar 2012

Lørdagsbytur

Hjertelig velkommen til alle de nye læsere!
Hvor er det dejligt, at I har lyst til at læse med.
I lørdags nåede vi en lille indkøbstur i byen.
Jeg skulle i Askeladen og have denne her opskrift, så jeg kan strikke nogle små bodyer ligesom Ann. De ser nemlig rigtig go`e ud.
Jeg købte garn til en enkelt lille body. Jeg kunne ikke modstå denne skønne farve - vistnok én af modefarverne her i foråret:-) Og det kunne slet ikke betale sig ikke at købe garn. Hvis man købte garn fik man nemlig opskriften til det halve:-)
På den anden side af gaden ligger Fandango. Så jeg var lige ovre og hilse på Sys. Hun havde fået noget afsindigt lækkert silke/uldgarn hjem i den sarteste babylyserøde farve, som jeg tror min svigerdatter vil elske, så....host! host! Det kom lige med hjem:-)

lørdag den 25. februar 2012

Magda

....er mit mellemnavn - et navn jeg var meget ked af som barn, fordi jeg blev drillet forfærdeligt med det. Jeg er opkaldt efter min farmor. Hun døde før jeg blev født, så jeg har desværre aldrig kendt hende endsige set et billede af hende. Min far var én af de yngste i en søskendeflok på otte, der alle elskede deres mor højt, så jeg ville gerne have vidst lidt mere om min farmor Magda.
Med tiden har jeg naturligvis vænnet mig til navnet, så nu synes jeg ikke det er så slemt. På det sidste er der ligefrem tre-fire personaler fra hospitalet, hvor jeg ofte kommer, der spontant har sagt, at det var vel nok et flot navn jeg havde:-) Da jeg var indlagt i december, var der én af de søde unge sygeplejersker der hed Magdalene - og det synes jeg er et flot og ret usædvanligt navn.
Da jeg så den lille pigekjole "Magda" designet af Tora Frøseth, var jeg slet ikke i tvivl om, at den blev jeg da nødt til at strikke til mit kommende barnebarn. Tora Frøseth har iøvrigt også lavet opskriften til "Little Sisters Dress", der er blevet/og bliver strikket utroligt meget.
Det er en sød og enkel model, som alle Toras modeller, med et lille hulmønster og perlestrikkede kanter. Jeg strikkede efter den mindste størrelse, men da garnet var tykkere og pindene et halvt nummer større end i opskriften, endte jeg som beregnet med en str. 1 år. Garnet er igen fra Pickles - lækkert og nemt at strikke med. Det røg ligesom med i kurven, da jeg købte det rosa:-) Det er den yndigste helt, helt lyse mint, og så var det altså på tilbud. Hvem kan modstå det?
Jeg ved godt jeg skrev - ikke mere babytøj lige nu, men jeg var på hospitalet til undersøgelse i forgårs og var nødt til at have et lille strikketøj - de store strikketøjer er ikke til at slæbe med ud af huset:-)
FAKTABOKS:
Design: Magda af Tora Frøseth
Garn: Pickles Extra Fine Merino
Garn fra lager: Nej
Anvendt: 120 gram
Farve: Lys mint
Købt hos: Pickles
Pinde: Knit Picks 3 1/2
Str.: ca. 1 år

fredag den 24. februar 2012

Perleblogger giv væk - Give away

Velkommen til min blog - nye som gamle læsere!
I anledning af at jeg i dag er perleblogger hos Karen Klarbæk - fordi jeg snart har fødselsdag, og fordi jeg gerne vil give noget til mine mange trofaste læsere, som jeg er så glad for gider læse med her - har jeg lyst til at forære noget virkelig lækkert garn væk:-)
Det er håndspundet garn, købt på Fiberfestivallen i Ry sidste år. Der er lige godt 200 gram med en løbelængde på 300m pr. 100 gram i den smukkeste lilla farve. Jeg vil anslå, at det skal strikkes på pind 3-3 1/2, og der kan sagtens blive et stort sjal eller noget helt andet:-)

Alt du skal gøre er at lægge en kommentar under dette indlæg, så trækker jeg lod på min fødselsdag fredag d. 9. marts.
Tak til alle mine læsere for Jeres støtte og mange dejlige kommentarer!